100 restauranter er med i DinnerDays: Få 3 retter for 210 kr.
Glæd ganen med gode middage, når DinnerDays er tilbage fra den 8.-17. februar – større end nogensinde og med rekordmange toprestauranter på menuen. Billetsalget startede torsdag d. 3. januar.
Vinterferien venter forude, og her kan du se frem til at fylde maven, når 100 restauranter inviterer på middag til en pris, som er lige til at fordøje.
Spis en tre retters middag fra 210 kr. (+ gebyr) til den populære restaurantfestival DinnerDays, som finder sted d. 8.-17. februar 2019.
I år har man især i København formået at få flere toprestauranter med i feltet end nogensinde før.
Til DinnerDays kan du blive godt mæt for særdeles venlige priser hos b.la. Madklubbens populære restauranter, sætte tænderne i saftigt kød hos Retour, spise dig igennem alverdens serveringer på Gorilla eller nyde en middag med udsigt til kanalen på No.2.
Skal den lige have et ekstra skud krydderi, har du også mulighed for at købe en menu til 400 kr (+ gebyr) som Michelin-mad hos 108, se ud over København fra toppen af Axel tower på Trio, og spise bøffer der smelter på tungen på MASH.
Endnu mere at tygge på
DinnerDays har blot eksisteret i tre år, og i den periode er antallet af deltagende restauranter tidoblet – fra 10 til nu 100 restauranter.
Festivalen har spist sig ind på markedet og i uge 42 blev alle rekorder slået, da billetsalget steg 43 procent på landsplan.
Derfor får gæsterne denne gang endnu mere at tygge på med hele 100 restauranter i hele landet på menuen – som en stor buffet, hvor der både er noget til den kræsne, bøf-elskeren og gourmet-entusiasten.
I København kan du vælge imellem over 50 restauranter – tjek dem via billet-link her.
Bag DinnerDays er DinnerBooking.com, som er Danmarks største restaurantsite, hvor du kan finde inspiration, se ledige tider og booke bord på omkring 1000 forskellige restauranter og caféer.
DinnerBooking afholder DinnerDays to gange om året, og er herudover medarrangør af restaurantfestivalen Spis & Støt i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse.
“Vi oplever en voksende appetit for konceptet hos gæsterne, og derfor er vi nu klar med endnu flere toprestauranter til DinnerDays i vinterferien.
Herudover kan det også kun lade sig gøre, fordi de deltagende restauranter tager festivalen seriøst og leverer sublime madoplevelser,” siger Laura Madsen, PR & Communications Manager hos DinnerBooking.
Kom først til fadet
Billetsalget blev lanceret torsdag d. 3. januar kl. 10.00 – du kan booke via dette link.
Så det gælder om at være hurtig på aftrækkeren og sikre dig billet, før din yndlingsrestaurant har fyldt bordene hele ugen.
Hvad: DinnerDays februar 2019
HVORNÅR: 8.-17. februar 2019 – billetsalget starter d. 3. januar på www.dinnerdays.com
HVOR: På 100 restauranter i København, Aarhus, Odense, øvrige Sjælland og øvrige Jylland
PRIS: 210 kr. + gebyr (fra 25 kr.). Enkelte gourmetmenuer koster 400 kr. + gebyr (fra 30 kr.)