Overset mexi-perle: Her får du Københavns bedste tacos til prisen
Det mexicanske køkken er kommet stormende ind over København.
Tex-mex køkkenet er heldigvis skubbet i baggrunden, og i stedet er kvalitetsrestauranter skudt op.
Steder der gør en dyd ud af råvarerne og de autentiske opskrifter.
Rosio Sanchez er nærmest blevet verdensberømt, Mæxico (det tidligere Barburrito), Llama, Condesa og Mikkellers La Neta har alle fornemt løftet arven og sender ivrigt quesadillas, tostadas, guacamole og kongen over dem alle – tacos – ud til gæsterne.
Det hele er meget hipt og happening og rimelig centreret omkring Indre By.
Men – señores y señoras – der findes en godt gemt, alt for overset, mexicansk munchies mama mia-smagende kick-ass restaurant et godt stykke ude af Amagerbrogade i nr. 136.
Sig hola til Pastor Tacos.
Læs også: Gemt i en kælder: Tidligere Michelin-kokke laver geniale pastaretter ’to go’
Fra Guadalajara til Guada-l’Amager
Herinde regerer Ana Karina Alvarez som en taco-dronning, vi heldigvis har lokket fra hendes oprindelige miljø i Guadalajara, Mexico.
Den lille biks med fire farvestrålende borde er charmerende indrettet med kaktusser i dåser, en endevæg med farveflag og lyskæder.
I vindueskarmen ligger tidens nyere mexicanske sladderblade, her er en stor håndvask, så de fedtede fingre kan vaskes, efter man har smovset sig godt og grundigt ind, og man kan også tage et spil ‘balero’ (super old-school mexi-legetøj, hvor man skal fange en træbold i snor med en pind).
Inde i byen kan 2 tacos snildt løbe op i over 100 kr.
Men ikke hos Pastor Tacos – her får man 3 stk for 75,- bum.
Men, hører jeg dig spørge, får man ikke, hvad man betaler for – sådan kvalitetswise?
Lad os bare slå det fast med det samme – Ana Karina Alvarez har styr på sine smage, sine teknikker, sine råvarer, sine sammensætninger – ja, der er faktisk ikke noget, hun ikke har styr på, når det gælder det mexicanske køkken.
Læs også: Hemmelig pakistaner nær Vanløse: Laver “wauw”brunch til ingen penge
Smag horchata for Guds skyld
Mere eller mindre alt er håndlavet fra bunden – inklusive tortillachipsene og hendes drikkevarer, som blandt andet byder på horchata (en vindundertår lavet på ris og mandelmælk med den sødeste krydrede smag), Coconut Lemonade, en tamarind-drik eller måske en agua de Jamaica – en hibiscussmagende tørstslukker af rang.
Men det er jo maden, vi er her for – og gerne gentagne gange.
Tacos kommer i fire forskellige udgaver, inklusiv den oprindelige pastor – marineret svinekød med ananas roterende omkring grill. Her er også en vegetarisk – og alle tacos smager fuldkommen ay caramba – ligesom hendes gringas og burritos gør.
Og hendes quesadillas.
Og hendes…you get the point, si?
Til prisen springer Pastor helt ind i toppen af bedste mexicanske mad i byen – og nå, ja, når man har spist sig mæt og glad – og vasket de fedtede fingre rene igen, kunne man jo lige så godt nappe 5 tacos med hjem som take away til senere – de koster latterligt billige 120,-
Hvad: Pastor Tacos
Hvor: Amagerbrogade 136
Hvordan: Læs mere på Pastors Facebook her
Èt like på MigOgKbh’s Facebook og du er altid opdateret om Kbh. Også om tacos…