300 km/t gennem København: Vildt event forvandler byen til lille Formel 1-bane

Nogle jubler, mens andre ærgrer sig ved tanken om, at vi ikke fik Formel 1 til København.
Nu er der godt nyt til de sidstnævnte.
Til sommer kan man nemlig opleve kraften og mærke suset af en ægte Formel 1-racer i København, når Red Bull Racing Showrun stiller op med et stærkt hold af fart-entusiaster og vilde biler.
Det sker 19. august, og det kommer på ingen måde til at gå stille for sig.
Gentager succesen
Red Bull har endnu ikke løftet sløret for detaljerne, så det er endnu ikke oplyst, hvor det stort anlagte showrun skal foregå.
Det vilde motorsport-show har dog tidligere gæstet København, hvor det var Øster Allé på Østerbro, der for en stund blev omdannet til en lille Formel 1-bane.
Det skete i 2019, og her blev kørte bl.a. talentet Dan Ticktum på den cirka 800 meter lange vejstrækning ved siden af Fælledparken.
Om showet, der kommer til at finde sted i sommeren 2023, fortæller Red Bull, at publikum kan se frem til at opleve både den legendeariske RB7 samt stunbike-ridere og driftere.
Arrangøren lover, at mere info følger snarest, og du kan følge med på Facebook.
Da showet gæstede København i 2019, var der plads til omkring 20.000 tilskuere.
Hvad: Red Bull Racing Showrun
Hvor: Endnu ikke offentliggjort
Hvornår: Lørdag 19. august 2023