Rekordforsøg på Sankt Hans Torv: Vil lave Skandinaviens højeste mennesketårn

Skrevet af: Redaktionen

Hvis du har lyst til at se et vaskeægte rekordforsøg her i København, så bør du svinge forbi Sankt Hans Torv på Nørrebro søndag formiddag.

Her vil den catalanske opvisningsgruppe Xiquets de Tarragona forsøge at lave Skandinaviens højeste mennesketårn.

Det vil kræve, at de får 150 mennesker stablet sammen, så de til sidst danner et tårnhøjt mennesketårn.

De bliver faktisk akkompagneret af deres danske venner fra Xiquets de Copenhagen, så der bliver masser at se på.

Tårnene dannes af både voksne og børn, som har trænet det ned til mindste detalje, og det bliver et imponerende syn, som man ikke lige ser hver eneste dag på Nørrebro.

Laves traditionelt til spanske festivaler

Det kaldes for et Castell, som på catalansk betyder slot.

Det laves traditionelt i forbindelse med festivaler i Catalonien, Valencia og eksempelvis Mallorca og Ibiza.

Det er i forbindelse med todages festivalen 48Timer på Nørrebro, at rekordforsøget skal udføres.

Vi har her på MigOgKbh tidligere omtalt de over 100 aktiviteter, der har været planlagt til den spændende festival.

Sidste dag er så søndag, hvor der blandt andet kommer søndagsparade, A Capella koncert, søndag morgen yoga, Urban Walk og meget mere.

Programmet kan du se her.

Hvad: Xiquets de Tarragona – rekordforsøg i mennesketårn
Hvor: Sankt Hans Torv
Hvornår: Søndag d. 28. april kl. 10.30