Helt særlig oplevelse: Spis middag på toppen af København


Byens mest unikke sommerrestaurant er endelig vendt tilbage.
Den foregår nemlig i et gammelt tårn fra 1937 midt på Knippelsbro.
Hvor vildt er det ikke lige?
Vi har været forbi for at teste konceptet, og det er altså en helt særlig oplevelse, som alle fortjener at prøve.

Vildeste udsigt
At sidde udendørs i tårnet på toppen af Knippelsbro og kunne nyde udsigten over det meste af byen og Københavns Havn er der altså ikke meget, der slår.
Knippelsbro med de to brotårne blev opført i 1937 som en direkte vej fra Indre By til Christianshavn.
I 2017 flyttede Kulturtårnet ind i det ene brotårn, og de har siden da lagt rammer til talks, radiobiografer, udstillinger, intimkoncerter og ikke mindst den årlige sommerrestaurant – som altid er et kæmpe trækplaster.
Her er både eftermiddagssol, hyggelig aftenstemning og måske også byens smukkeste solnedgang.
Vi er bare kæmpe fans.

På en aften skal I igennem fire lækre retter, der alle tager udgangspunkt i lokale og økologiske råvarer i sæson.
Fokus er på grøntsager og dansk fisk, men menuen kan også laves vegetarisk, hvis man ønsker det.
Og netop grundet deres store sæsonprægede fokus kan der godt forekomme ændringer i menuen hen over sommeren, da pop-up’en løber helt indtil d. 27. august.
Og når man får så meget god mad fyldt med god smag, så skal man naturligvis heller ikke tørste.
Derfor bliver der også serveret en vinmenu á fire glas udvalgte vine primært fra naturvinsimportøren, Rosforth & Rosforth, under Knippelsbro.
Hele aftenen koster 700 kr. + billetgebyr for mad og vinmenu, og der er begrænsede antal pladser hver aften – så det kan anbefales at bestille i god tid.
Book dit bord lige her.
Sådan foregår det
For at sikre sig at alle gæster får den bedste og mest sikre oplevelse, har Kulturtårnet valgt at bruge samme bookingsystem som sidste sommer.
Det betyder, at grupper på 4-7 gæster kan booke et helt rum for sig selv indendørs, mens par og grupper kan booke bord for 2-6 gæster på deres skønne udendørs balkon.
Og her er udsigten altså værd at skrive hjem om!
Til de kølige og våde aftener vil være varmelamper, tæpper og regnskærm.
Hvad: Sommermiddage i Kulturtårnet
Hvor: Kulturtårnet på Knippelsbro, Knippelsbro 2, 1400 København K
Hvornår: Indtil d. 27. august 2022
Hvor meget: Prisen er 700 kr. + billetgebyr
Hvordan: Køb billet her