MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Stor guide til Nordvest: Her finder du alt det bedste i den blomstrende bydel

Af Henrik Thierlein
Behov. Foto: PR
Behov. Foto: PR

Nordvestkvarteret eller blot Nordvest er nok den mindst polerede af Københavns bydele.

Hvor det for 20 år siden var Nørrebro, Kødbyen og Vesterbro, der gik fra nedslidte arbejder- og industribydele, som blomsterede op, da den kreative klasse flyttede ind, så er det nu Nordvests tur.

Op på cyklen eller hop på metroen til Nørrebro Station og start en upoleret tour de NV med spændende kaffebarer, restauranter, nedlagte fabrikker, bryggeri og brune værtshuse, som har fået kunstigt åndedræt.

Ja, selv Ken og Barbies lyserøde verden er der blevet plads til herude i det vilde vesten med over 4.000 dukker i NV’s Barbiemuseum – you want to go for a ride? Sure, Ken. Jump in!

MigogKbh er igen teamet op med gæsteskribent Henrik Thierlein, en sand københavner- og danmarkskender og tidligere international pressechef hos Wonderful Copenhagen i over 20 år. I dag rådgiver i turisme, presse og gastronomi. Du kan læse flere af hans guides til København og resten af landet her.

Når vi denne gang giver ordet til Henrik Thierlein, kommer han med tips til nordvestkvarteret.

2400 København NV starter ved Nørrebro Station og strækker sig til Grundtvigs Kirkes imponerende bygningsværk. Selve hovedfærdselsårene i kvarteret er den brede Frederikssundsvej og Frederiksborgvej, og der gemmer sig et hav af skjulte perler i flere af de mindre gader. 

Vin de Table. Foto: PR

Fra det upolerede og autentiske til naturvin og nyristet kaffe

Jeg har taget metroen herud og starter med at gå fra Nørrebro Station via Frederikssundsvej lige, hvor Lygten slanger sig langs S-togssporet. Jeg kan dog ikke dy mig for, lige over for Nørrebro Bycenter, at besøge legenden Lygtens Kro for ligesom at komme i gang med det upolerede og autentiske i NV.

En god blanding af fadøl, dj, gårdhave og live-musik, og på madfronten overrasker stedet med alt fra limfjordsøsters, store portioner medister med grønlangkål, sort gryde og til hipsterne Lygtens veganske bratwurst og afsluttende med citronfromage. Der mangler blot en banko-dag på Lygten, og så er pladen fuld! 

Jeg fortsætter op ad Frederikssundsvej forbi den nye lokale foodie-hangout Kima, som beskrives senere, og selv om det er tidligt på dagen, så er vin- og delikatessebutikken Vin de Table altid et besøg værd fra klokken 11 for dig, der er til økologisk eller biodynamisk naturvin, specialøl, nyristet kaffe, chokolade og ost.

Flere Fugle. Foto: PR

Jeg er tilgengæld tørstig efter kaffe og godt bagværk og går blot et par gader længere op. Her i Pipfulgekvarteret på hjørnet af Sneppevej 2 ligger Fovl i et nedlagt ismejeri og cykelbutik, og her fås de bedste kardemommesnurrer bagt på søstercaféen Flere Fugle og udsøgt kaffe både med udsigt til gaden eller i den gamle vaskekælder.

Fik du ikke bogen købt til din kaffe, ja så har naboen Storrs Antikvariat bøger fra kælder til loft. 

BODEGA KONKYLIE – RYKKER IND I DET BRUNE VÆRTSHUS GLASHUSET
Transformationen er til og tage og føle på, da de røgbrune tapeter er blevet flået af væggene, og det unge team fra Pladestudiet Konkylie har givet det gamle værtshus nyt liv og genopstår som Bodega Konkylie med fadøl, drinks, bitter og håndbajer. 

Frederiksborgvej er lang og ender i noget af en turistattraktion med Danmarks vel nok mest kendte kirke, nemlig Grundvigs Kirke, som naturligvis er opkaldt efter Danmarks store salmedigter og nærmest er hans gravmonument.

Indenfor er arkitektfamilien Klint rigt repræsenteret både, hvad angår kirkerummet og de ikoniske stoledesign, og så er der gratis adgang til al den designpragt – også til dem, der ikke betaler kirkeskat.

På den modsatte side af gaden er Bispebjerg Kirkegård et populært udflugtsmål med sine fredfyldte stier og kirsebærtræer, der blomstrer om foråret og tiltrækker horder af kirkegårdsturister. Barbie-farver overalt.

Kirsebæralléen på Bispebjerg Kirkegård. Foto: Camilla L. Stahlschmidt

Gavlmalerier, gallerier og godt til ganen

Vi forlader nu Bispebjergbydelen, som udgør Københavns nordligste grænse og ca. 10 procent af hovedstadens befolkning, og drager sydpå igen ad Frederiksborgvej. 

TRE INTERNATIONALE GALLERIER I NV
De to anerkendte gallerier Nicolai Wallner og Nils Stærk ligger på Glentevej 49 i et gammelt autoværksted – forrygende bygninger – forrygende kunst! 

Galleriet Andersen’s Contemporary begyndte i Berlin og har nu fået lokaler både med showroomet i København K og nu også som galleri på Rentemestervej 49.

Tip i området:
Når du er i området, så besøg den tidligere økonom, ‘DJ For Fuld Skrue’ og Masterchef-deltager Tobias hos den økologiske bager Skruens på Mågevej.

Hvor Frederiksborgvej krydser Bispevej, er det tid til at spise frokost på hverdage i nummer 4A hos Rødder over for Bisiddervej i en lys kælder under den gamle pladefabrik.

Ejer og chefkok Esben har åbent fra gaden i tidsrummet 11.45-13.00. Stedet er også en kantineordning med walk-in, og råvarerne til frokosten kommer fra små jord-til-bord regenerative landbrug uden for byen og svampe fra Bygaard på Refshaleøen, og et måltid her fås for under en 100-kroneseddel. 

Forsæt tilbage til Frederiksborgvej og lige over gaden til Bisiddervej, hvor bryggeriet Flying Couch Brewing har åbent for walk-in og dørsalg af deres farverige øldåser. Som noget nyt åbner Flying Couch også en bar senere på året her i bryggergården, og deres øl kan drikkes her i NV hos bl.a. Behov Pizza og på Lygtens Kro.

Naboen bygger og sælger de skønneste cykler hos Dankunst Copenhagen v/Jørgen Wolfeld Pedersen – tag dig også tid til at kigge indenfor i Jørgens galleri, denne ældre multikunstner har sørme også gang i penslen. 

Om hjørnet på selve Bisiddervej er det ikke svært at få stillet sin sult og tørst, idet både Nordvest Ølbar, det tidligere brune værtshus Bisidderkroen, har et stort udvalg af mikrobryg inkl. nabobryggeriet.

Tribeca Beer & Pizza Lab. Foto: PR

Længere henne ad gaden ligger Åbenbar, den tidligere Pub Fluesmækkeren, med en blanding af gammel værtshus uden røg med brunt, slidt interiør, pool i kælderen og dejlig lille gårdhave, og på kortet er der både drinks, bar-snacks, kaffe, kage og fadøl. Prøv snobrød og en af de fem vermouth på kortet.

På modsatte side af gaden findes et af de første steder, når talen faldt på Nordvest, nemlig Tribeca Beer & Pizza Lab. Specialøl i glasset er fra Ugly Duck Brewing, og der er stenovnspizza både ved højborde indenfor eller i den charmerende have ud til vejen. 

GUIDET TUR TIL 16 GAVLMALERIER I NV – SLUT TUREN MED NV’S BEDSTE PIZZA
Under overskiften ’Kurateret af Jens Peter Brask’ laver kunstentusiast og iværksætter Jens Peter Brask ture rundt til de 16 gavlmalerier i bydelen, og de spændende ture kan bookes her.

Nogle af de flotteste af malerierne kan opleves, når du kigger ud af vinduerne eller sidder i den lille have foran Behov, hvor du kan bygge din egen fuldkorns- eller glutenfri pizza og nyde den lokale stemning i spisebutikken, som folkene bag kalder deres sted.

Så snup en craft beer fra bl.a. nærliggende Flying Couch Brewing og pizzaen Heldig Kartoffel eller Blegfis, og sæt dig ud og nyd en håndfuld gavlmalerier på denne lille, stille vej. 

Bydelens mest interessante gade

Nu vi er i området ved Rentemestervej og det skønt designede bibliotek opkaldt efter vejen, så er det måske tid til at besøge de kreative værksteder på matriklen, ja eller få godt bagværk og kaffe i bibliotekets Café Flok, som får deres gode brød fra søstercaféerne Fovl og Flere Fugle.

Mens du sidder her blandt de lokale på folkebiblioteket, kan du i ro og mag gå på opdagelse i bydelens kunstpromenade enten i linket her eller udenfor døren live – områdefornyelse Nordvest er Nordens største gadegalleri med 16 kunstgavle. 

Biblioteket Rentemestervej. Foto: Københavns Kommune

Rentemestervej er nok bydelens mest interessante gade især, når du krydser Tomsgårdsvej over for biblioteket og bevæger dig ind i den første del af gaden, så her kommer mine favoritter, som perler på en snor.

Galleriet Andersen’s Contemporary begyndte i Berlin og har nu fået lokaler både i showroomet i København K og nu også som galleri her på Rentemestervej 49.

Tekno Eatery startede i 2020, og unge Sylvester og hans team er hjernen bag dette skønne køkken, som har åbent 08-16 og tidligere var Husforbi-varmestue og senere ISS-grundens kantinen lige overfor.

Dagens ret fra et verdenskøkken koster lige over en 100-kroneseddel, og tre dage om ugen er det vegetarisk. Damn Good Coffee Company i nabogården ved Dortheavej leverer mokkaen, og kaffegrums afhentes og genbruges, og sørme om ikke også den skønne banankage også er et produkt lavet på gode, overmodne bananer, hvis skræl blot er blevet lidt brun – madspildsprojekt fra Banana CPH.

I gården bag Tekno ligger Rabens Apartment Interiør med skøn, håndlavet balinesisk indretning og i samme gård Aeris Cocktail Showroom. Hos Aeris er alt lavet på naturlige ingredienser, heriblandt de håndlavede sirupper, hvor eksempelvis hele grapefrugten bruges. Kan købes på stedet eller hos flere inde i centrum, så som 25Hours Hotel Indre By.

Er du blevet kaffetørstig, så er et af byens mest urbane lokaler på første sal ude på selve Rentemestervej stedet. Gå op ad trappen og nyd det nu tidligere industrikvarter i fugleperspektiv, før du træder indenfor i dette kaffemekka ved navn Kaffedepartementet. Den store kaffekværn kværner flere gange om dagen og står som et monument i lokalet.

Design By Us. Foto: PR

I samme gade finder du lamper designet af Rasmus Larsson, hvis søn Sylvester har Tekno overfor. Her hos Design by Us i den skønneste gård midt i en tidligere armatur-fabrik fra 1937 designes de flotteste lyskilder, jeg længe har set. Få en kop kaffe på stedet, og kig dig rundt. Her er findes dit næste scoop ud i lys, og gården er to die for

Efter al den shopping her i gaden er det tid til Nordvests nok mest gennemførte lokation, nemlig Demokrati Garage – et mødested midt i den gamle fabrik.

Snup et glas vin og et mindre måltid hos mad- og vinbar Fire Tyve opkaldt efter postnummer 2400 NV, eller spis og drik i de højloftede lokaler ved siden af hos Flere Fugle, som er bydelens største bageri, men også både eventsted og pizza-pusher. Hold da op, jeg er forelsket i dette gårdmiljø.  

Før det farverige Barbiemuseum slutter vi tour de NV af tæt på, hvor vi startede turen, ved Lygten et lille stykke før Nørrebro Station, i krydset, hvor Frederikssundsvej møder Frederiksborgvej. Her har Simon Leo Hansen med de tre smovse-koncepter inde på broerne Safari, Omar og Larmar føjet endnu et feel good-koncept til samlingen og åbnet Kima her i NV. Naturvin, smovsemad, diskokugle og drinks. Hurra igen for løven Leo! 

Pipfulgekvarterets sidste stop, ja turens sidste stop er Vibevej 52, hvor du finder det farverige Barbie-helvede eller -heaven, om man vil, hvor det er muligt at drømme og få et afbræk fra den grå hverdag med montrer fyldt med over 4.000 Barbie-dukker i alskens dragter, frisurer med og uden Ken. Ring på 21481827 for en rundvisning hos ejer Lene Darlie Pedersen, eller besøg Barbiemuseum

Oh, I’m having so much fun Ken. Well, Barbie, we’re just getting started. Oh, I love you, Ken.

Jeg vil til gengæld slutte min tur i nordvestkvarterets upolerede, rå charme og gemte hipster-perler af med: Oh, I love you, NV. 

Du kan følge gæsteskribent Henrik Thierlein på Instagram for tips og inspiration. 

Del artikel


Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien