Sæt kryds i kalenderen: Snart løber to store kunstmesser af stablen

For kunst kunstinteresserede ligger årets måske vigtigste dage i august.
Her løber to af Københavns helt store kunst-events nemlig af stablen, og det bliver med værker for enhver smag.
Med Charlottenborg Kunsthal som epicenter fyrer Chart Art Fair op for sin 12. kunstmesse, men du kan også opleve kunsten i Tivoli ligesom tidligere år.
Chart Art Fair fejrer i år 10-års jubilæum med temaet ‘New Voices in the Nordics’.
Her fokuserer de på individer og ideer, hvis gennemslagskraft vokser inden for den nordiske kunstscene.

Programmet vil fremhæve kunstnere, som udforsker banebrydende ideer og materialer, nye gallerier der tilbyder en platform for disse tilgange, institutioner der reflekterer over deres roller, og samlere der gentænker, hvad det betyder at samle samtidskunst i vores nuværende sociale klima.
Du kan også opleve en stor bog- og printmesse, talks, musik og forskellige performances.
Læs mere og find billetter på chartartfair.com
Hvad: Chart Art Fair
Hvor: Charlottenborg Kunsthal, København K
Hvornår: 29. august til 1. september 2024
Også kunst i Sydhavn
Rykker du til Sydhavn, kan du dykke ned i endnu en kunstmesse – nemlig Enter Art Fair, som er en anerkendt begivenhed på den internationale kunstscene.
Enter Art Fair er Skandinaviens største kunstmesse, hvor et hav af kunstnere og gallerier udstiller i Lokomotivværkstedet, og de er alle særligt udvalgt til messen.

Faktisk kommer der 96 af verdens førende gallerier fra 20 lande, og 46 byer vil præsentere kunstværker fra over 450 kunstnere.
Over de fire dage festivalen varer, forventer arrangørerne over 20.000 internationale besøgende vil udforske og investere i det bedste indenfor samtidskunst.
Trænger du til lidt liv på væggene derhjemme, kan du købe nogle af de moderne værker med hjem.
Du kan også lægge vejen forbi deres skulpturpark, der inkluderer over 10 kunstværker.
Mens du befinder dig i Lokomotivværkstedet, kan du udover at se de mange udstillede værker opleve forskellige performances og talks.
En dagsbillet til Enter Art Fair koster 150 kroner, mens en partoutbillet, der giver adgang både fredag, lørdag og søndag, koster 250 kroner. Børn under 16 år er gratis.
Læs mere og find billetter på enterartfair.com.
Hvad: Enter Art Fair
Hvor: Lokomotivværkstedet, København SV
Hvornår: 29. august til 1. september 2024