Vild Tivoli-plan: Vil bygge bypark og Bjarke Ingels-tegnet 70 meter højt hotel

Af Redaktionen
PR-foto: Tivoli
PR-foto: Tivoli

Hvis det står til Tivoli, så skal en stor del af Vesterbrogade forvandles til en kæmpe bypark foran Tivolis hovedindgang.

Derudover drømmer man om at bygge et 70 meter højt bæredygtigt hotel midt i Tivoli Parken tegnet af stjernearkitekten, Bjarke Ingels.

Det var de store planer, som Tivoli mandag formiddag præsenterede. Det er en ambitiøs og ret vild plan for en central del af København.

Hvis Tivoli får tilladelserne og finansieringen, så bliver den del af den stærkt trafikerede Vesterbrogade foran Axeltorv og Tivolis hovedindgang erstattet med en kæmpe grøn bypark.

Minder om Barcelonas rambla

Ser man Tivolis bud på byparken kunne den til forveksling minde om Barcelonas berømte rambla, og det ville helt sikkert skabe noget skønt grønt liv i hjertet af hovedstaden.

“Københavnske borgmestre og Tivoli ønsker, at den flersporede vej mellem Axelborg og Vesterbrogade skal omdannes til en bilfri bypark, hvor “natur flettes ind i byrummet,” lyder meldingen fra Tivoli.

Der er tale om et område på 10.400 m2, hvor asfalten skal fjernes og erstattes af træer, græs og planter. I byparken skal der desuden være spisesteder, borde og bænke. Samtidig skal der være plads til meterbrede fortove med plads til fodgængere og cykler.

Hotel på 70 meter og 18 etager

Ifølge Tivolis direktør, Lars Liebst, vil en bypark også give mulighed for cykelparkering i større skala end i dag.

Derudover vil det løse sikkerhedsudfordringer i forbindelse med arrangementer med store menneskemængder tæt på biltrafikken som ved Tivolis fredagskoncerter.

Projektet skal nu i høring hos borgere og områdets andre naboer. Derudover skal forvaltningen og politikerne på rådhuset se på ændringer i lokalplaner og andre godkendelser.

Men Tivoli havde også andet på dagsordenen mandag.

Den danske stjerne-arkitekt Bjarke Ingels har med hans firma BIG tegnet en bygning til Tivoli-haven, som ifølge planerne bygges sammen med det eksisterende H.C. Andersen-slot.

Hotellet bliver 70 meter høj med 18 etager. Her er finansieringen allerede på plads, men der mangler stadig godkendelse af byggeriet.

Hotellet skal blandt andet også have restauranter, konferencefaciliteter samt boliger.

Begge projekter vil ifølge Tivoli få “spektakulær indflydelse på byrummet i København. Der venter dog et større arbejde for politikerne i Københavns Kommune, før planerne endeligt kan føres ud i livet.