Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Spis i dag

MigogKbh guider: De 10 første restauranter vi skal besøge

Af Mathilde Mågård Hansen
Foto: Pluto, Facebook
Foto: Pluto, Facebook

Nøj, det her har vi glædet os til længe.

Det er næsten lige som juleaften – bare for voksne.

Vi har prøvet at begrænse os (virkelig ihærdigt) til de 10 absolut første steder, som vi skal aflægge et besøg lige om lidt.

Og vi kan praktisk dårligt vente.


Foto Marv og Ben Facebook

Marv og Ben

Marv og Ben var faktisk det første sted, vi lavede en reservation, da det blev meldt ud, at restauranterne måtte åbne d. 6. maj.

Og den holder vi skam fast i.

For hos Marv og Ben er retterne små kunstværker med smag udover det sædvanlige, og det skal vi naturligvis ikke gå glip af.

Restauranten er (meget velfortjent) belønnet med en Bib Gourmand i 2020, og det er lidt ligesom at træde ind i en gammel film. Brostensbelagte gader, skæve huse og trægulve, der knirker.

Her er elegant og historisk på den fede måde, og så er køkkenet knivskarpt – både på smage og priser.

Seks retter nordisk inspireret menu står i 600 kr. og det er altså godt givet ud.


Foto: Restaurant Palægade Facebook side

Palægade

Først brændte den, så gik den konkurs, og så blev den genopbygget.

2020 var på ingen måde et kedeligt år for frokostfavoritten, Palægade, mellem Store Kongensgade og Bredgade.

De nye borde af aluminium (ikke mere træ i denne omgang) har fået lov til at vente lidt længe, men nu er de altså også klar til at tage imod gæster igen.

Rygterne siger, at Kristian Arpe-Møllers rugbrød (køkkenchef og medejer) skulle være som sendt fra oven, men det skal vi naturligvis lige ind og teste selv.

Bare for en sikkerheds skyld.


Restaurant Gorilla Foto Facebook

Gorilla

Hvis der er noget andet, vi også har savnet, så er det altså en god aften i Kødbyen.

Vesterbros samlingspunkt af god smag.

Valget falder i denne omgang på Gorilla, hvor humøret altid er højt, drinksene gode og maden lige som den skal være.

Kan man så bede om mere?

Især den dér hummer hotdog skal vi vist have et par stykker af, og lad den gerne følges med deres passionfrugt cocktail.

Skulle der være fuldt booket på Gorilla, så tager vi også meget gerne et smut forbi Fiskebaren, Paté Paté eller det nye skud på stammen, Tranquilo.


Foto PR

Fasangården

Et andet sted hvor vi også skal have booket bord – det er på Fasangården i Frederiksberg Have.

Her er det gamle traktørsted nemlig blevet overtaget af Meyers, der har givet ansvaret i køkkenet til den dygtige Anika Madsen, og det kan kun blive godt.

Noget andet, der lover godt er selvfølgelig menuen på otte skarpe serveringer til 595 kr. Skal den have hele armen, så prøv ”Én på Fasanen” inkl. vin og kaffe for 1.200 kr.

Og tag endelig en rundtur i Frederiksberg Have inden da – det følger med helt gratis.


Foto Bistro Boheme Instagram

Bistro Boheme

Nogle restauranter har en helt særlig form for magi.

De kan give dig en følelse af, at du træder ind i nogens hjem, hvor du dårligt når at få frakken af, før du føler dig hjemme.

Du behøver dårligt at sige noget, men de ved bare allerede hvornår, du har brug for den dér ekstra Espresso Martini (spøg til side – har man ikke altid det?)

Men sådan et sted er Bistro Boheme, og gud, hvor har vi savnet Per Thøstesen, hans altid fuldstændig formidable mad og selvfølgelig servicen, som bare ér noget udover det sædvanlige.

Var det et par friterede østers, der kaldte på os dér? Det tror vi nok!


Naturvinsbaren Vinoria Lilo i Pilestræde PR Foto

Vinoria Lilo

En lille burrata og et godt glas naturvin – det står altså også højt på vores liste.

Så går turen jo allerhelst til den lille vinbar i Pilestræde, hvor vi hellere end gerne går på opdagelse i deres fine vinrum.

Priserne er meget medgørlige, og man må selvfølgelig også gerne nøjes med et enkelt glas.

Du må dog love os ikke “bare” at nøjes med vin eller drinks, for deres lækre antipasti er simpelthen fantastiske, og vi “kommer altid til” at bestille hele menuen.


Foto Pastis Facebook

Pastis

Tænk på alle de gode frokoster i forårssolen, som vi er gået glip af.

De skal indhentes, og meget gerne på Pastis med et kæmpe glas hvidvin.

Og selvom det er onsdag kl. 12.30.

Stik os en gang tatar med fritter, og så lover vi, at det hele nok skal blive godt igen en dag.


Foto Mathilde Mågård Hansen

Ø12

Uden mad og drikke duer helten ikke.

Heller ikke fra morgenstunden.

Så vi tager morgenkaffen, pandekagerne og en omgang Egg Benedict hos Ø12 på Øster Farimagsgade.

Atmosfæren er skøn og helt nede på jorden, men menuen når lidt nogle nye højder.

Vi kan især anbefale deres ricotaa på ristet surdejsbrød med blåbær basilikumssyltetøj og ristede pekannødder.


Ravioli med flydende parmesan hos Barabba. PR Foto

Barabba

Rasmus Oubæk og Jesper Marcussen har altså god smag – det må man bare sande.

De står nemlig også bag den italienske darling, Barabba, hvor pasta smager guddommeligt og servicen vist ikke findes mere nærværende.

Menuen er italiensk, men på den dér dejlig uprætentiøse måde – og vi elsker det.

Når vi har indtaget aftenens menu på Barabba, så kan vi næsten heller ikke lade være med at smutte over på Pluto lige om hjørnet.

Den står de to dygtige herrer nemlig også bag, og deres drinks sidder bare i skabet – altid.

Det samme gør deres vaffel med Mangalica skinke og Manchegecreme, men det har altså heller aldrig været nogen skam at indtage to middage på én aften. Ikke når de er gode begge to.


Foto Restaurant H3

H3

Ved du desuden hvilken tid på året, der snart er blevet?

Det er blevet skaldyrssæson, og det skal vi selvfølgelig heller ikke gå glip af.

Og det indtages helst hos H3 på Holmbladsgade.

De får hver dag deres fisk frisk fra Amager Fiskehus lige ved siden af, som har ligget der siden 1902.

Her kan du både få de klassiske fiskefavoritter som fish and chips og Moules Frites men også et lækkert skaldyrsfad.

Menuen bliver skiftet en gang om måneden, så den altid følger havets sæson.


Bange for at misse nyt om Kbh? Meld dig til MigOgKbhs nyhedsbrev. Kommer hver fredag. Vi lover, det er godt.
Altid nyheder på MigOgKbh Facebook. Lækre billeder på vores Instagram

Del artikel

Andre læser også