MigogKbh Nyt 👋

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.📆💎
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh. 🍣🎺
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.💰👌

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Guide: 15 steder med fantastisk morgenmad i København

Af Mathilde Mågård Hansen
Morgenmad på Ø12. Foto Ø12 Facebook
Morgenmad på Ø12. Foto Ø12 Facebook

København bugner af lækre morgenmadscaféer og restauranter, og mens du måske allerede kender størstedelen af dem – så dukker der nogle gange små ukendte perler op i landskabet.

MigogKbh elsker god kaffe, sprøde croissanter og en lækker Eggs Benedict.

Og det ved vi også, at du gør.

Derfor har vi taget én for holdet og fundet alle de lækre morgenmadssteder, der findes over hele byen.


Eggs Royal sauteret spinat, laks, pocheret æg, kantareller & sauce hollandaise Foto Mathilde Mågård Hansen

Polly

Det vrimler ofte med mennesker på Gammel Kongevej – også gerne i de tidlige morgentimer.

Nu har de så fået et nyt sted at gå hen, for Polly serverer nemlig morgenmad allerede fra kl. 8 og helt indtil kl. 11.30.

Glæd dig til alle klassikerne som Eggs Benedict, French Toast og yogurt med granola & bær.

Polly har dog også tænkt lidt ud ad boksen og byder også på friske figner på grillet brød med ricotta, hasselnødder & balsamico, avokado på grillet brød med chorizo, romesco & tomat og bircher på havre med æble, ingefær, abrikos & ristede mandler.

Super lækkert og ikke noget man finder alle steder.

Hvor: Gammel Kongevej 96, 1850 Frederiksberg C


Foto Mig og Venner Facebook

Mig og Venner

Mig og Venner finder du på Vesterbrogade kort før du rammer Valby Bakke.

Her er tempoet helt rigtigt til en rolig morgenkaffe, og den smager tilmed også rigtig dejligt.

Smag dig igennem diverse former for surdejsbrød, skyr, toast eller smag lidt af hele menuen for bare 250 kr. for to personer.

Hvor: Vesterbrogade 186, 1800 Frederiksberg


Foto JOHN&WOO Facebook

John & Woo

På kanten af Amager i Under Elmenes gamle lokaler er John & Woo åbnet.

Om aftenen laver de lidt traditionelle bistroretter, men deres brunch er altså også et besøg værd.

Her kan du nemlig bl.a. smæske dig i en cremet svampetoast, Eggs Benedict eller intet mindre end en Creme Brulee French toast.

Hvor: Under Elmene 13, 2300 København S


Foto Darcy’s Kaffe Facebook

Darcy’s Kaffe

Stedet her er tydeligvis én af lokalområdets mest eftertragtede arbejdspladser, for det har været nødvendigt at skilte med hvilke borde, der ikke må benyttes af laptops.

Og man skal faktisk også være lidt heldig for at finde en ledig plads blandt de mange bærbare computere.

Men – er du så heldig, så laver de en virkelig god kop kaffe, en skøn croissant og nogle virkelig gode bagværker til den søde tand.

Hvor: Rantzausgade 2, 2200 København N


Morgenmad på Ø12. Foto Ø12 Facebook

Ø12

Lige mellem Nørrevold og Østervold slog Ø12 nemlig dørene i sensommeren sidste år, og selvom de måske indtil nu har været lidt en skjult perle, så kan det altså stærkt anbefales at tage forbi en tidlig morgen.

Kaffen er super nørdet (og virkelig god) og så kan du endda også få en rigtig god morgenmad ved siden af til ikke særlig mange penge.

Glæd dig til en skøn havregrød, sprød vaffel eller en klassisk Croque Monsieur.

Hvor: Øster Farimagsgade 12, 2100 København Ø


Foto The Union Kitchen Facebook

The Union Kitchen

Hos The Union Kitchen er morgenmaden altid populær – og med god grund.

Den er nemlig også altid rigtig god, og så genkender du dem måske som stedet med sjove skrifter på kaffen (som desuden absolut heller ikke er dårlig).

Start morgenen på den helt rigtige måde ved for eksempel en lækker avocadomad eller en klassisk Croque Madame

Hvor: Øster Farimagsgade 16, 2100 København Ø og Store Strandstræde 21, 1255 København K


Juno Foto Rasmus Kramer Schou

Juno the Bakery

Kører du den lette morgenmad bestående af kaffe og croissant, så er Juno på Østerbro næsten uundgåelig at komme udenom.

De trækker nemlig altid lange køer (især i weekenderne), men især deres kardemommesnurrer, croissanter og andre lækre former for bagværk er altid ventetiden værd.

Kaffen får også alle vores bedste anbefalinger med.

Hvor: Århusgade 48, 2100 København Ø


Foto PR

Collective Bakery

Nu hvor vi er ved den gode kop kaffe.

Coffee Collective er mest kendte for deres eminente kaffe, men for ikke længe siden udvidede de butikken med et centralbageri på Nørrebrogade.

Til at stå for bageriet har kaffefolkene allieret sig med bagerichef Michael Craig, som har en fortid hos Hart Bageri, Lille Bakery og Amass.

Der vil samtidigt være et stort fokus på sæsonvarer, gennemskuelige ingredienser og en tydelig smag af selve det mest grundlæggende: kornet.

Udover croissanter, surdejsbrød og -boller, kernerugbrød og cookies bliver der også solgt lidt særlige ting som en kardemommeflet og en citronbølge, som er lavet af overskudscroissantdej.

Hvor: Nørrebrogade 176, 2200 København N (du kan også finde bagværket hos alle Coffee Collective kaffebarer)


Grød København PR Foto

Grød

Mange gode ting kommer i skåle. Især hos Grød.

Det er nemlig gourmet-grød til folket, som kommer i form af havregrød, risotto, chia og et par stykker til.

Altid super velsmagende, og som en ekstra bonus finder du efterhånden Grød mange steder i byen.

Hvor: Jægersborggade 50, 2200 København N, Birkegade 2, 2200 København N, Vesterbrogade 105B, 1620 København V, Torvehallerne, Nordre Frihavnsgade 14, 2100 København Ø og Falkoner Alle 34, 2000 Frederiksberg


Foto Ditte Isager

Hart Bageri

Længes du efter en god kop kaffe og et godt stykke brød, så skal du en tur forbi Hart Bageri på enten Frederiksberg eller lige ved siden af Broens Gadekøkken på Christianshavn.

Køen er ofte lang, men den er al ventetiden værd.

Deres kardemommecroissant er en storfavorit, og det er da også som at tage en lille bid af himlen.

Skal du have noget med lidt mere “gods” i, så kan MigogKbh stærkt anbefale deres surdejsbolle med ost, og selvom det lyder helt simpelt – så smager den bare guddommeligt.

Hvor: Strandgade 108, 1401 København K og Gl. Kongevej 109, 1850 Frederiksberg


Mad & Kaffe Amager Foto PR

Mad & Kaffe

Har du svært ved at beslutte dig for hvad, du skal spise om morgenen – så er Mad & Kaffe stedet for dig.

Du sammensætter nemlig dit eget morgenbræt ved at vælge imellem en masse mindre elementer. Det er da smart.

Menuen skifter jævnligt, så du kan ofte prøve noget nyt, og priserne starter fra 135 kr. for fem elementer i hverdagene.

Her er ofte meget velbesøgt i weekenden, så der kan det anbefales at komme i god tid.

Hvor: Sønder Blvd. 68, 1720 København V, Godthåbsvej 45, 2000 Frederiksberg, Nørrebrogade 160, 2200 København N og Tyrolsgade 6, 2300 København S


Foto Fars Dreng Facebook

Fars Dreng

Fars Dreng har længe været meget besøgt blandt københavnerne og med god grund.

Både i 2017 og 2018 vandt de nemlig prisen for Byens Bedste Morgenmad/Brunch hos AOK.

Selvom Fars Dreng idag er meget eftertragtet, startede hele projektet som en god ide mellem en far og en søn.

De ville nemlig gerne åbne en café, der på alle måder repræsenterede det bedste København har at byde på, og det har været en realitet siden sommeren 2015.

Menuen alle steder er lavet fra bunden og med friske, sæsonbetonede råvarer, og de serverer både morgenmad og frokost alle ugens dage.

Hvor: Islands Brygge 79a, 2300 København, Rosengården 12, 1174 København K og Ny Adelgade 7, 1104 København K


Ipsen og Co Foto Ipsen og Co Instagram

Ipsen & Co.

Midt på Gammel Kongevej ligger der er herligt lille åndehul.

Har du travlt, så kan du let snuppe kaffen med fra deres kaffeluge, men det kan altså også stærkt anbefales lige at trække stikket en times tid, og nyde en dejlig morgenmad indenfor.

Priserne kan de fleste være med på, og du kan for eksempel nyde et dejligt morgenbræt for kun 89 kr.

Hvor: Gl. Kongevej 108, 1850 Frederiksberg C


Foto PR

Hahnemanns Køkken

Kender du Sankt Kjelds Plads? Nej?

Det burde du, for der ligger Hahnemanns Køkken og Bageri.

Der har det egentlig ligget de sidste tre år, men de sidste par måneder har de dygtige mennesker bag brugt tiden på at give lokalerne en lille overhaling, og hvis det ikke allerede var lækkert før – så er det i hvert fald blevet det nu.

Nøgleordet hos Hahnemanns Køkken er ”økologi”. Med et twist af det lokale.

Alt er nemlig økologisk – lige fra melet, der bruges til deres mange dejlige kager og brød til deres hjemmelavede marmelader.

Kaffen får de fra Coffee Collective, der deler de samme værdier, og så smager den jo også bare himmelsk for alle, som elsker en god kop kaffe.

Hvor: Sankt Kjelds Plads 14, 2100 København Ø


Foto PR

Les Trois Cochons

Den franske Cofoco-favorit på Værnedamsvej, Les Trois Cochons, er også altid et meget populært sted – især i weekenddagene.

I de tidlige morgentimer i hverdagene hersker her dog en helt anden ro, og det kan absolut også noget.

Tag den lette Pain au Chocolat, en Eggs Royale eller gå “all-in” med en gang pandekager med banan, chokoladesauce & karameliserede pecannødder.

Priserne er i vanlig Cofoco-stil på et niveau, hvor du kan tåle at komme her flere gange om måneden.

Hvor: Værnedamsvej 10, 1619 København V


Bange for at misse nyt om Kbh? Meld dig til MigOgKbhs nyhedsbrev. Kommer hver fredag. Vi lover, det er godt.
Altid nyheder på MigOgKbh Facebook. Lækre billeder på vores Instagram