Skal prøves: Årets bedste nye cocktailbar findes i København
Verdens mest grå og våde mandag er i fuld sving, og så har man altså brug for en drink.
I går søndag d. 12. marts kårede Bartenders’ Choice Awards de bedste barer, cocktails og lignende i Norden.
Og på den danske front er flere af priserne gået til København.
To stærke vindere
Til Bartenders’ Choice Awards uddeles der ni forskellige priser i Danmark.
Til dette års prisuddeling må det siges, at være cocktailbaren Bird på Frederiksberg og den nye kinesiske restaurant, Goldfinch, på Kongens Nytorv, som var de helt store vindere.
Bird vinder nemlig både prisen for bedste signatur cocktail, bedste cocktailmenu og bedste cocktailbar.
Om Bartenders’ Choice Awards:
Bartenders’ Choice Awards er skabt med det formål at hæve standarden i barindustrien.
Konkurrencen er skabt af bartendere til bartendere, som gerne vil hylde hinandens dygtige arbejde hver eneste aften, mens du slubrer dig i de gode sager til langt ud på natten.
I dag betragtes prisuddelingen som den mest prestigefyldte i Norden.
Den uddeles i alle de nordiske lande, og den afgørende jury består af 380 fagfolk i branchen.
Det er andet år i træk, at Bird vinder prisen for bedste cocktailmenu.
Bird åbnede i efteråret 2021, og bag den stilrene cocktail bar står Peter Altenburg, der også var manden bag cocktailbarerne GILT og Holmens Kanal.
Skal du prøve noget helt nyt, så er det Goldfinch, du skal besøge.
De vinder nemlig prisen for bedste nye cocktailbar og bedste restaurant.
Goldfinch er åbnet af Will Smith (tidl. køkkenchef på Geranium og manden bag noddle shoppen Will at the Bridge på Broens Gadekøkken) og har allerede rystet mange flotte anmeldelser af sig.
Det er bartender Harry Bell fra cocktailbaren TATA, der har udviklet restaurantens cocktailkort.
Derudover vinder Pulp på Nørrebro for bedste atmosfære og Duck and Cover på Vesterbro for “People’s Choice”.
Se alle vinderne til Bartenders’ Choice Awards 2023 lige her.