Kun for en enkelt aften: Madfestival åbner dørene til ukendte køkkener

De fleste københavnere kender Noma, Geranium og de andre stjerne-restauranter i København.
Men de færreste ved, at byens offentlige køkkener også høster anerkendelse både i og udenfor Danmark og bidrager til at gøre hovedstaden til en vital madby.
I dag mandag den 27. marts starter billetsalget til festivalen ‘Spis med i vores køkkener’, der i uge 16 og 17 inviterer københavnerne til middag i otte af byens offentlige køkkener.
Årets program byder på middage i madskoler, plejehjem, daginstitutioner og sociale tilbud, hvor gæsterne kan få et bæredygtigt og velsmagende måltid og en sjov og anderledes madoplevelse.
70.000 måltider hver dag
Til hverdag er de mere end 1000 offentlige køkkener i Københavns Kommune lukket for offentligheden.
Men i anledning af ‘Spis med i vores køkkener’ slår otte institutioner dørene op for en enkelt aften, så københavnerne kan smage de måltider, som børn, ældre, skoleelever, socialt udsatte og medarbejdere i beskæftigelsestilbud hver dag nyder i skolen, på plejecenteret, i dagtilbud og i daginstitutionen.
”Jeg er glad for, at vi igen i år kan åbne vores køkkener og invitere københavnerne til madfestival med inspirerende og sjove madoplevelser.
I Københavns Kommune serverer vi hver eneste dag 70.000 velsmagende, nærende og klimavenlige måltider til byens børn, unge og ældre. I dag er vi blandt de bedste i verden til grønne fødevareindkøb.
Den grønne retning for vores måltider kan vi være stolte af – og den vil jeg arbejde for at styrke yderligere,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).
En billet til Spis med i vores køkkener koster 60 kr. og inkluderer et bæredygtigt og velsmagende måltid, der afspejler hverdagen i institutionen.
Undervejs vil både personale og borgere fortælle om indsatsen med alt fra madmod og maddannelse til klimaansvarlig mad og kostråd.

Frontløbere for økologi
De offentlige køkkener i København er frontløbere, når det gælder økologisk og klimaansvarlig mad.
I 2015 opnåede køkkenerne over 80 procent økologi, og siden da er rejsen fortsat med ambitioner om at sænke klimaaftrykket og servere mere planterig mad.
Festivalen foregår på offentlige institutioner i hele København fra Brønshøj til Ørestad.
Formålet er at vise københavnerne, at de offentlige køkkener baner vejen for, at København er en grøn, sund og vital madby.
Se programmet og køb billet lige her.
Hvad: Spis med i vores køkkener
Hvor: Flere steder i København
Hvornår: I uge 16 og 17