Skal opleves: Kom på guidet tur i Cisternerne

Har du endnu ikke oplevet den sydkoreanske kunstner Kimsoojas magiske udstilling i Cisternerne?
Så er det måske nu, du skal gøre det.
Det underjordiske museum inviterer nemlig til åbne omvisninger.
26. marts åbnede “Weaving the light”, som er årets udstilling i Cisternerne, hvor Kimsooja har skabt en magisk regnbueverden i det gamle vandreservoir.
I de underjordiske kamre, hvor intet dagslys når ned, hænger store plexiglasplader beklædt med lysbrydende film, og i samspil med stedets beskedne belysning, danner det et væld af farver og refleksioner.
Hør om arkitektur og historie
Udstillingen er en oplevelse ud over det sædvanlige, og med de åbne omvisninger tilføjes en ekstra dimension.
Her får du ikke bare mulighed for at gå på opdagelse i kunstværkerne og de mange refleksioner.
Udover at kredse om “Weaving the light” gør de guidede ture dig klogere på Cisternernes særlige arkitektur, historie samt underjordiske klimaforhold.
De åbne omvisninger foregår på dansk den første søndag i hver måned kl. 12 samt hver anden torsdag kl. 19.
Der er også åbne omvisninger på engelsk, og de finder sted den anden søndag i hver måned kl. 12.

Vil du deltage, skal du blot møde op fem minutter før omvisningens start.
Det koster ikke ekstra at deltage i omvisningerne, så når du har betalt entré til museet, kan du frit være med.
Sådan finder du Cisternerne
Har du ikke besøgt Cisternerne før, kan det underjordiske museum være lidt svært at finde.
Står du på Roskildevej, lige over for Frederiksberg Slot, og vender blikket mod Søndermarken, kan du se to glaspyramider.
Gå hen til pyramiden til højre, for her finder du Cisternernes indgang, hvor du skal gå ned ad trappen for at komme til udstillingen.
Vær opmærksom på, at der både er køligt og fugtigt i Cisternerne.
Udstillingen “Weaving the light” kan opleves til og med 30. november 2023.
Find mere information om omvisningerne her.