Lokalt og økologisk: Kom til julemarked på toppen af København i weekenden
Tidligere på året ramte en glædelig nyhed København, da det blev afgjort, at ØsterGro ikke skal lade livet til fordel for parkeringspladser. Derfor har folkene bag tagfarmen på Østerbro ekstra god grund til at være i højt humør og slutte vækstsæsonen af med manér.
Det gør de i weekenden 14.-15. december, hvor de inviterer til julemarked fyldt med lokale, økologiske lækkerier.
Markedet foregår både i gården og på taget.
I gården står både ØsterGro og et udvalg af tagfarmens venner klar med hyggelige juleboder side om side, og her vil man kunne købe masser af lækre sager, som alle er lavet helt fra bunden af gode råvarer.
Læs også: Shop unikke julegaver: Cool designmarked popper op midt i København
Gløgg og økologiske juletræer
Tager man vindeltrappen eller elevatoren op til toppen, kan man nyde udsigten over byen fra køkkenhaven og hilse på høns og kaniner.
I drivhuset kan man få varmen med en kop hjemmelavet æblegløgg fra Gro Spiseri, og til sultne maver og søde tænder er der vegetarisk mad og julegodter.
Hvis man endnu ikke har fået juletræet i hus, er der råd for det på ØsterGros julemarked. Her sælges økologiske juletræer i forskellige størrelser.
Juleboderne tager imod kontanter og MobilePay, og i madboden på taget kan man desuden betale med betalingskort.
Markedet er åbent både lørdag og søndag fra klokken 11 til 16, og der er gratis adgang.
Se mere på Facebook.
Hvad: ØsterGros julemarked
Hvor: ØsterGro, Æbeløgade 4, København Ø
Hvornår: 14.-15. december 2019 kl. 11-16
Læs også: Vores favoritter: 10 juleoplevelser du ikke må gå glip af i København