Fed udsigt: Ny byoase åbner på toppen af København

Denne sommer byder på en ny kandidat til byens bedste udsigt, når det 5-stjernede hotel NH Collection Copenhagen åbner tagterrasse på toppen af sin ikoniske bygning på Christianshavn.
Hotellet ligger på første parket i Københavns havn, og den nye tagterrasse med overdækket bar vil vende ud mod vandet, Indre By og solnedgangen.
Udover et udeområde med lækre loungemøbler omgivet af blomster og planter, kan gæsterne også nyde et godt glas vin, cocktails og lette anretninger med Københavns bedste udsigt.
Resten af tagarealet består af planter til gavn for byens biodiversitet.
Udsigt over byens tage
Til sommer får turister og københavnere et nyt samlingspunkt, når NH Collection Copenhagen indvier sin nye tagterrasse med en unik udsigt over byens tage fra baren på toppen af hotelbygningen i Strandgade.
Siden åbningen i september 2021 har hotellet oplevet stor interesse og succes, og derfor er tagterrassen et vigtigt skridt for hotelkædens strategi for udvidelse i København og Norden.

“Vi glæder os til at byde både hotelgæster og lokale velkommen til byens nye 600 m2 rooftop bar og lounge.
Det har længe været en drøm at kunne udnytte arealet på toppen af hotellet og skabe en oase midt i byen.
Et sted, hvor både udsigten og cocktails kan måle sig med de største og bedste rooftops i verden,” fortæller Anders Duelund, General Manager for NH Collection Copenhagen.
Tagterrassen udfærdiges i samarbejde med ATP Ejendomme og Arkitema og forventes færdig i løbet af sommeren 2023.
Hvad: Ny rooftop-bar
Hvor: NH Collection Copenhagen, Strandgade 7, 1401 København K
Hvornår: Tagterrassen forventes at stå færdig til august 2023