Ny smørrebrødsfavorit i byen: Velsmag og god valuta hos Madklubben København

Skrevet af: Mathilde Mågård Hansen
Foto Mathilde Mågård Hansen
Foto Mathilde Mågård Hansen

Lyse farver, danske designklassikere og et stort smil fra tjeneren.

Det møder os, da vi træder ind i Madklubbens nye frokostrestaurant – Madklubben København i Store Kongensgade 66.

Lokalerne, hvor hele Madklubben-eventyret startede for 13 år siden, har nemlig fået den helt store overhaling, og er nu åbnet som smørrebrødsrestaurant om dagen, mens man om aftenen disker op med et moderne dansk køkken.

Vi var forbi til smørrebrød ved frokosttid, og vi kan allerede nu afsløre, at restauranten indfrier alle vores ønsker til en moderne dansk smørrebrødsrestaurant anno 2020.

Og så er det til priser, hvor alle kan være med.

Læs også Teamet fra Restaurant Palægade: Åbner ny frokostrestaurant i København

Foto Mathilde Mågård Hansen

Alle klassikerne og lidt mere

Madklubben Københavns frokostkort har, kort fortalt, alle de elementer, man umiddelbart tænker på, når ordet smørrebrød bliver nævnt.

Her er to slags sild – stegt sild og karry – og en række klassiske fiskeserveringer.

Når man læser længere ned på kortet, møder man kartoffelmaden, hønsesalaten og roastbeefen og sørme om der ikke også er tarteletter.

Ikke bare én, men tre forskellige med henholdsvis skaldyr, kylling eller sæsonens grønt med trøffel.

Vi valgte dog at gå med Madklubben Københavns særlige frokostmenu ”Hele Molevitten”. Her får du nemlig tre stykker smørrebrød og en dessert til bare 250 kr. pr. person.

Læs også Michelinanbefalet favoritrestaurant har søsat den perfekte forretningsfrokost

Foto Mathilde Mågård Hansen

Hele molevitten – ja tak

Her kommer vi virkelig godt fra start med køkkenets friske udgave af karrysild.

Her er silden syltet i karry og keffir-lime og anrettet med syltede stikkelsbær og brøndkarse. En opløftende og moderne sildeservering.

Til silden er der et fornuftigt udvalg af snaps, og på drikkesiden kan man slå sig løs i en række forskellige øl fra Møn, Mikkeller og To øl eller vælge et par alkoholfrie øl, som ville kunne snyde selv den mest inkarnerede øl-entusiast.

Næste servering tager endnu engang udgangspunkt i havet med en vaskeægte smørrebrødsklassiker – pandestegt rødspættefilet toppet med en grov, hjemmerørt remoulade. Er man bare lidt glad for lige netop den klassiker – så bliver man altså rigtig glad her.

For fisken er stegt i smør, og den lette panering skaber en tynd hinde, som gemmer på en perfekt tilberedt rødspætte inde bag.

Læs også Madklubben udvider: Åbner sin første morgenmads-restaurant midt på Vesterbrogade

Foto Mathilde Mågård Hansen
Foto Mathilde Mågård Hansen

Sidste stykke er en rørt tatar af okseinderlår med cognac, tomat, pebermayonnaise og sprød kartoffel. Groft hakket så man tydeligt smager kødet, og de sprøde chips skaber en lækker tekstur – så er vi meget glade.

Hele herligheden (eller molevitten) rundes af med en dessert-klassiker, der smager lige så skønt, som du formentlig husker.

Pæretærte med mandel, hvid chokolade og flødeis og vi er både glade og mætte i vores maver.

Læs også Populær aftenrestaurant åbner til frokost: Sol, snacks og vin allerede fra middagstid

Foto Mathilde Mågård Hansen

Det perfekte frokost setup

Madklubben København består af nogle skønne lokaler med en masse forskellige kroge, så man både kan være privat eller sammen med mange.

Modsat mange andre restauranter er akustikken helt perfekt, og det samme gør sig gældende for musikken, der er yderst behagelig og velvagt gennem hele vores frokost.

Læs også Her er dem du SKAL smage: Guide til byens bedste sommerfrokoster

Foto Mathilde Mågård Hansen

Og når et stykke smørrebrød koster mellem 75-115 kr., smager lige som det skal, og omgivelserne er både autentiske og rolige – så spår vi en ny frokostfavorit til folket.

Og er man ikke i humør til restaurantbesøg, kan man også bestille smørrebrødet som Take Away, man selv henter eller får leveret. Ikke dumt tænkt i disse coronatider.

Hvad: Madklubben København
Hvor: Store Kongensgade 66, 1264 København K
Hvornår: Mandag til torsdag: Frokost fra kl. 11.30 til 15.00 og aften fra kl. 17.30 til 22.00 (køkken fra 17.30 til 21.00). Fredag til lørdag: Frokost fra kl. 11.30 til 15.00 og aften fra kl. 17.30 til 22.00 (køkken fra 17.30 til 21.15)
Hvor meget: Et stykke smørrebrød koster mellem 75 – 115 kr. Til aften koster 1 ret 125 kr., 2 retter 200 kr. og 3 retter 225 kr.
Hvordan: Læs meget mere og reserver bord lige her