MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Mange nyåbnede restauranter i København: Disse nye steder skal du kende

Af Rasmus Kramer Schou
Restaurant Roxie på Hotel Herman K
Restaurant Roxie på Hotel Herman K

København har fået masser af nye restauranter de seneste måneder. MigOgKbh.dk giver her et overblik over de vigtigste åbninger, så du kan blive inspireret til nye spiseoplevelser.

Foto af Alison Vagnini

Alouette

At finde den hemmelige restaurant Alouette er som at finde skatten for enden af regnbuen.

En lidt skramlet baggård med graffiti på Bryggen bliver efter en tur i en smadret vareelevator pludselig til den smukkeste snedkererede intime designerrestaurant med levende ild i spiselokalet.

Perfekt New York urban-luksus og det giver faktisk super god mening, for køkkenchefen er amerikaner og hedder Nick Curtin og var tidligere køkkenchef på Michelin-restauranten Acme i netop New York.

Hans med-køkkenchef hedder Andrew Valenzuela (tidl. køkkenchef på Llama , Taller og Ink. i Los Angeles).

På Alouette serverer de én menu – 5 retter til 695 kr., og dén vil man gerne smage. Så har vi ikke sagt for meget.
Hvor: Sturlasgade 14P, 1.
Alouette website her.

Bange for at misse en ny god restaurant? Meld dig til MigOgKbhs nyhedsbrev. Vi lover, det er godt. Altid nyt på Facebook. Lækre billeder på vores Instagram.


Masser af brun sovs hos Guldgrillen og Umut Sakarya.

Guldgrillen

Det tyrkiske kokke-ikon Umut Ra Sakarya og køkkenchef Frank Svärd Pedersen har knækket den kulinariske kode og ved, hvad folket vil have.

Folket vil have flæskestegssandwich, frikadellesandwich, burger, bøfsandwich, pølsemix, grillkylling og allervigtigst – brun sovs. I rigelige mængder og i hyggelige omgivelser.

Sværere er det egentlig ikke.

Læs også: Vores bud på de 10 i toppen: Her er Københavns bedste burgere

Eneste forskel fra en normal grillbar er, at her er alt bygget på kvalitet, lavet helt fra bunden og resultatet er intet mindre end fantastiske retter til en meget overkommelig pris.

Med to etagers kitschet, men humoristisk indretning og gamle danske hits i ørene er her ofte festligt – især fordi guldøl og Fernet-shots er standarden herinde.
Hvor: Nansensgade 35
Find din sovs hos Guldgrillen Facebook her.


Sukaiba på toppen af Bella Sky

Sukaiba

På 23. sal af designhotellet AC Hotel Bella Sky Copenhagen finder man en japansk inspireret restaurantperle med udsigt til hele byen.

Sukaiba hedder den, og er en af Københavns mest sexede restauranter.

Om aftenen iklæder den sig et dæmpet intimt orange skær, som sammen med musikken flyder over Tom Dixon tæpperne og generelt indhyller de næsten 300 specialdesignede kvadratmeter i forskellige niveauer i cool urban stemning.

Her er en international vibe og godt gang i den i både cocktailbar, spisebaren og cigarloungen.

Prøv en 8 eller 16 retters menu, eller gå a la carte og find favoritterne blandt sushi, supper, dumplings, tempura (japansk måde at friturestege på) eller robata (japansk kulgrill) til priser i mellemlejet.
Hvor: Bella Sky – Center Boulevard, 23. sal
Sukaiba website her.


KiinKiin71 Danmarks mindste restaurant.

KiinKiin71

KiinKiin71 er en restaurant i restauranten og nok Danmarks mindste gourmetrestaurant – med plads til 6 gæster.

I det over 200 år gamle Nyhavn-pakhus med kæmpe frilagte bjælker bliver man ført igennem 35 serveringer med fuld fokus på vandets mirakler.

Det være sig fisk, caviar, østers, skaldyr, sushi og alt andet godt fra havet.

Læs også: Stime af nye steder: Kbh’s thai-konge åbner tre nye klasse-restauranter

Menuen er en såkaldt omakasemenu, hvilket er japansk og dækker over luksus med luksus på toppen.

Kiin Kiin71 er gourmet på den helt store klinge, når det skal være eksklusivt på den fede måde – hvilket jo plejer at få ens bankdame til at ryste i bukserne.

Men bare rolig, her får man alle 35 serveringer for 975 kr.
Hvor: Nyhavn71
KiinKiin71 website her.


Restaurant Salon hvor Røde Claus huserer.

Salon

28 år nåede køkkenchef ‘Røde Claus’ at stå i køkkenet på den næsten mytiske Restaurant Gl. Mønt, inden han lukkede den. Eller måske nærmere flyttede.

For han er rykket til Bredgade, hvor han (i Le Sommeliers tidl. lokaler) nu har Salon.

Her er alt dog ved det gamle, med ægte kunst på væggene, Torsdagsklubben og det franskinspirerede menukort, som selv voksne mænd bliver mæt af.

Prøv f.eks. ‘Delfinen’ eller storebroren ‘Hvalen’ (375 kr.), som er pigvar bagt i butterdej og flydende i tyk hummersauce.

Den store restaurant er inddelt i mange saloner, og Røde Claus serverer også klassikeren Tournedos “Rossini” til lige under en plovmand.
Hvor: Bredgade 63
Salon website her.

Bange for at misse en ny god restaurant? Meld dig til MigOgKbhs nyhedsbrev. Vi lover, det er godt. Altid nyt på Facebook. Lækre billeder på vores Instagram.


Restaurant Roxie på Hotel Herman K

Roxie

Roxie er den 2-stjernede Michelin-restaurant Kadeaus lillebror.

Den ligger i den luksuriøse Hotel Herman K, og bag de store jernporte møder man som det første hotellets imponerende champagne- og cocktailbar med internationalt snit.

Roxie trækker erfaring og inspiration fra Kadeaus ny-nordiske madunivers, men er med sin uformelle tilgang og fokus på comfort food med et twist, alligevel ret meget sin egen.

De tre etager er domineret af rå beton vægge, som bliver blødt stemningsmæssigt op af keramik og træ, og priserne er i mellemlejet med både menuer og a la carte.

Køkkenchef er det store madtalent Anika Madsen, og på gulvet har hun også en af byens fremmeste eksperter i Henrik Levinsen med vin i hånden.
Hvor: Bremerholm 6
Roxie website her.


Iluka serverer søpindsvin.

Iluka

Iluka er australsk aboriginalt og betyder ‘ved havet’.

Den er ejet af australske Beau Clugston, som har gjort lang karriere på Noma, og nu har åbnet den hyggelige restaurant med fuld fokus på fisk og skaldyr – dog i en meget mere rå, ærlig og ny-nordisk version end de fleste andre.

Det er her mange af Københavns topkokke sidder og slubrer de bedste færøske søpindsvin, jomfruhummere og 200 år gamle molboøsters, når de har fri.

Man kan komme det meste af kortet rundt med en menu til omkring 500 kr., men også vælge retter fra 25-500 kr.
Hvor: Peder Skrams Gade 15
Iluka website her.


KiinKiin Tok Tok

Kiin Kiin Tok Tok

Vesterbro Torv har fået tre lokale thai-køkkener – i én restaurant.

Hjørnelokalet, der før husede Chicks by Chicks (de er nu i Tivoli Food Hall), er blevet omdannet til en specialiseret thai-restaurant ved navn Kiin Kiin Tok Tok.

Den er åbnet af thai-kongen, Henrik Yde.

Læs også: Stime af nye steder: Kbh’s thai-konge åbner tre nye klasse-restauranter

Den er 100 procent autentisk og kommer med de tre kokke – en fra nord, midt og syd – helt ud til de tre forskellige thailandske regioner for at bringe de mest lokale retter frem på kortet.

Den stilfuldt og smukt indrettede restaurant byder på hængende lamper, smukke træsorter og moderne urban designerstemning og priser i mellemlejet.
Hvor: Vesterbrogade 55b
KiinKiin Tok Tok website her.


Restaurant Mission Cph

Mission

Ta’ dit surfboard under armen og cruise en tur i middelhavskøkkenet med køkkenchef Alex Dadzis.

Han serverer afslappede retter i en laid-back California-vibe på Mission i den smukke irgrønne The Standard på kanten af havnen.

Kerneværdierne herinde er sjov, alsidighed og family-style spisning med fokus på veltilberedte og interessante grøntsagssammensætninger, selvom man også kan finde lidt kød på menuen.

Ligesom lokalerne er retterne lette, lyse og med en positiv tilgang til livet.
Hvor: Havnegade 44
Mission website her.


Boathouse

Boathouse

Boathouse ligger smukt, næsten skyllet op af havnen ved Krøyers Plads.

Her kan man sidde på den kæmpestore terrasse og nyde det urbane view ud over Inderhavnsbroen, Nyhavn og Skuespilhuset.

Mulighederne er mange i den nordiske indrettede moderne restaurant – fra brunch i weekenden og alt fra burger over asiatiske favoritter til grillet hummer og vegetariske retter.

Priserne ligger i mellemlejet, og her er masser af plads og højt til loftet i den store restaurant.
Hvor: Strandgade 85A
Boathouse website her.

Bange for at misse en ny god restaurant? Meld dig til MigOgKbhs nyhedsbrev. Vi lover, det er godt. Altid nyt på Facebook. Lækre billeder på vores Instagram.

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien