Rent 12-tal: Vesterbro har fået ny klasserestaurant
Vi kender allerede Biblens 10 bud. Dogme-reglerne var også en ret stor succes for dansk film.
Nu er der åbnet en ny restaurant på Vesterbro, der følger sine egne 12 regler.
Den ligger på den solbeskinnede Enghave Plads 12, den hedder sørme også Restaurant Tolv – og så har de et manifest med 12 punkter.
Læs også: Vores bud på toppen: Her er de bedste mellemklasse restauranter
Garvede folk
Holdet bag Restaurant Tolv er samlet fra klassesteder som Frederiksminde, Pony og Formel B og selvom ambitionerne er til et rent 12 tal, så styrer de efter en uprætentiøs Vesterbro-atmosfære, med plads til både rolige tirsdage og festlige fredage – som der står i deres #10 bud.
Derudover lyder et par af deres 12 bud:
#2 – Vi tror på, at de råvarer naturen giver os lige nu, er de bedste
#3 – Vi serverer kompleks smag i simple klæder
#4 – Vi har mest fra havets dyb og markens muld
#5 – Vi plukker selv vores urter og smager selv vores vin
Altid nyheder på MigOgKbh Facebook. Lækre billeder på vores Instagram
Auberginefarvet facade
Nu hvor metroen snart står klar, har Restaurant Tolv fået en af Vesterbros bedste adresser – med udsigt direkte til Enghave Plads og pegende stik syd mod den sol, der skinner på den smukke næsten auberginefarvede facade næsten hele dagen.
”Restaurant Tolv er skabt ud fra et ønske om at give gæsterne en sanselig madoplevelse – med masser af grønt direkte fra danske bønder, fisk fanget med stort hensyn til skånsomt kystfiskeri og et nørderi på at matche maden med den bedste vin,” fortæller Peter Møller, kok på Tolv.
Læs også: Gratis buketter: Magisk blomstermark er tilbage i fuldt flor
4 retter til 395,-
Restaurant Tolv lægger sig lige ind i det københavnske øvre mellemleje, hvor vi måske har verdens bedste udbud af smågeniale restauranter til utrolig rimelig penge.
Man kan hoppe ombord i 4 retter til 395,- eller man kan plukke fra kortet, hvor retterne kan fås fra 35 for Le Gall østers til 165,- for bagt rødtunge med porre, rygeostsauce, strandsalat og tørrede rogn.
Menukortet udskiftes hver 4. uge, men da retterne laves af de bedste råvarer i sæson, kan der være udvalgte indslag på kortet, som ikke fås hver dag i de fire uger.
Restauranten byder eksempelvis lige nu på østers, bagt skærising og grillet jomfruhummer, som alt sammen er skabt med inspiration fra det nære køkken og kærligheden til det simple måltid – og en ambition om, at gæsterne skal forkæles med de allerbedste råvarer lige nu.
Her er både åbnet til frokost og aften.
Læs også: Nyt på Østerbro: Håndboldspiller og veganer-stjerne åbner street food joint
Hvad: Restaurant Tolv
Hvor: Enghave Plads 12
Hvornår: Tirsdag – lørdag 12-15 og 17.30-00.00
Hvor meget: 4 retter 395,-
Hvordan: Læs mere her
Èt like på MigOgKbh’s Facebook og du er altid opdateret om Kbh.