En sikker vinder: Bib Gourmand-vinder åbner ny vinbar med dogmefrit køkken

I morgen udvider smørrebrødsfavorit og Bib Gourmand-vinder Restaurant Møntergade med en ny ambitiøs vinbar.
Apéro åbner i det gamle røde hus på modsatte side af gaden, der i de sidste par år har været brugt til private dining, men nu skal der ske noget nyt i de smukke, historiske lokaler.
Ind rykker nemlig en ny bar med dogmefrit køkken, der bl.a. byder på østers, arancini, pappardelle og fried chicken.
Restaurant Møntergade modtog i 2021 en Bib Gourmand af Michelinguiden for deres gode mad til en skarp pris, og vi er ret overbeviste om, at deres nye satsning nok også skal blive en succes.
Luksuriøs fingermad
Er det en restaurant? Eller en bar?
Hos Apéro vil de ikke lægge sig fast på nogen af delene, men konceptet kan bedst beskrives som en bar med god mad. Og vin, ikke mindst.
Bag Apéro står nemlig en par gutter fra Møntergade med en solid portion erfaring inden for begge dele, og med deres nye bar vil de gerne skabe det sted, som de selv har savnet i København.
Et sted hvor man kan komme forbi til et glas allerede fra kl. 13, hygge sig inden maden eller bruge hele aftenen i godt selskab.

På menuen er der både snacks som for eksempel østers, oliven og kroketter, men også større retter som risotto og tarte flambée – alle med reglen om, at de skal kunne spises med fingrene eller maks en gaffel.
Her er ikke noget med hvide duge og fire rækker bestik, og stort set hele restauranten er indrettet med loungemøbler.
Én grundregel
Med hensyn til både mad og vin er der faktisk ret løse regler hos Apéro, for her er ingen dogmer om hverken ophavssted, druesorter eller fremstilling af vin.
“Eneste regel er faktisk, at det skal smage godt,” fortæller Mikkel Mørkeberg og Marc Hald til MigogKbh dagen før åbningen den 23. maj.
“Selvom vi jo egentlig kommer fra noget ret klassisk, så vil vi nok mere servere det, som vi kalder for ‘glad vin’. Det kan både være natur og konventionelt.”
Du kan naturligvis få masser af vejledning i vinkortet, og her er mange gode valg uanset, om du er til en flaske eller blot en enkelt glas.

Der er et stort udvalg af vin på glas, og priserne begynder fra bare 90 kroner.
Udover vin kan du også drikke både vermouth, highball drinks og øl, og i kælderen kan du booke din helt egen kok for en aften.
Her finder du nemlig restaurantens eneste reelle bord, hvor husets kok, Luca Alticozzi, kan sørge for en lækker middag mere eller mindre efter jeres egne ønsker.
Apéro har åbent tirsdag til lørdag fra kl. 13-24 med mad fra kl. 14, og du behøver ikke booke bord – I dukker bare op.
Læs mere om Apéro på deres hjemmeside her.
Hvad: Apéro
Hvor: Gammel Mønt 41, 1117 København
Hvornår: Åben tirsdag-lørdag fra kl. 13-24 (mad fra kl. 14). Åbner d. 23. maj