Byens bedste burger: Gasoline Grill åbner i helt ny bydel
I dag fejrer Gasoline Grill deres 3 års fødselsdag for deres første butik. Så kig forbi Landgreven, hvor de har ekstra lang tid åbent og fyrer op for musikken og et par overraskelser i ærmet.
I 2016 åbnede Klaus Wittrup nemlig en burgerbar på en ombygget tankstation i Indre By.
Herfra serverede han sin drøm om en burger, som han synes, den skal være – nemlig simpel. Gode råvarer og en perfekt balance mellem surt, sødt, salt, bittert og umami gør nemlig hele forskellen.
Den opskrift skaffede ham hurtigt mange stamkunder.
Læs også: Vores bud på toppen: Her er Københavns 12 bedste burgere
Tsunami af fans
Men intet kunne have forberedt ham på den tsunami af fans, der fulgte efter en kåring som en af verdens 27 bedste burgere af amerikanske Bloomberg i 2017.
Siden har der næsten været permanent kø foran biksen.
Klaus Wittrup sværger til den amerikanske burger-stil, altså en ikke for stor burger, der i princippet kan spises med én hånd.
Økologisk kød omfavnet af en potato-roll bolle, hvor noget af melet er udskiftet med kartoffelmos, hvilket gør den mere lækker svampet.
Gasoline Grill har siden åbnet afdelinger i Niels Hemmingsens Gade 20, på Vesterport Station og på Broens Gadekøkken.
Og nu, mine damer og herrer, nu åbner de så i Carlsbergbyen. Man går bare igennem dørene til Hotel Ottilia, og derinde i gården ligger den nye Gasoline Grill så. De åbner torsdag den 2. maj.
Læs også: På toppen af Hotel Ottilia: Her er Københavns nye blærede Rooftop restaurant
Hvad: Gasoline Grill Carlsbergbyen
Hvor: Bryggernes Plads 7, gå gennem dørene til Hotel Ottilia