Skæg med æg og frokost hos kendiskok: Masser af tips til påske med børn i København

Info: Denne artikel indeholder reklamelinks – nogle af stederne på listen har betalt for at få deres informationer med i artiklen.
Der er forår i luften og påskeferie lige om hjørnet, men hvad kan man egentlig lave med ungerne?
Byen blomstrer, og der er mange gode bud på fede oplevelser for hele familien.
Børnene kan blandt andet spise overdådig påskefrokost hos en kendiskok, hygge med familien på Dansk Arkitektur Center og opleve kunst i børnehøjde.
MigogKbh guider til aktiviteter for store og små i København i påsken .

Månerejser, LEGO-workshop og skæg med æg
Kik forbi Dansk Arkitektur Center, der byder på masser af påskesjov for hele familien, og to udstillinger, der zoomer ind på, hvor småt vi egentligt kan bo – både her på Jorden og i det ydre rum.
Er du vild med LEGO? Hver dag i påsken inviterer Dansk Arkitektur Center og LEGO Build the Change børn og familier til LEGO® workshops. Tænk HELT nyt, for hvordan overlever man egentlig ude i rummet, hvor der hverken er ilt eller vand? Det kræver en god fantasi og modet til at tænke stort for at overleve på Månen. Book jeres gratis billetter til workshoppen her.
I DACs Educatorium kan I lave flotte påskeæg inspireret af arkitekturens former og mønstre lige til at tage med hjem og hænge op – og flytte ind i et æg. Der er åbent for drop ind hver dag i påskeferien for store og små fra 10.00-17.00.
Hele familien kan også bygge æggeformet LEGO arkitektur til Månen og Mars og opleve på egen krop, hvordan det er at bo i en æggeformet minibolig bygget til Månen i DACs udstilling A Space Saga.
Og så er det sidste chance i påsken for at opleve den anmelderroste udstilling Bo Bedre Bæredygtigt.
Læs mere på www.dac.dk
Gratis adgang for børn.
Hvad: Dansk Arkitektur Center
Hvor: Bryghuspladsen 10

Krudtlugt og bevægelige skulpturer på SMK
På Statens Museum for Kunst kan I opleve en sanselig udstilling i påsken med familieture og værksteder for børn.
I påskeferien slipper SMK fantasien løs og inviterer på oplevelser for hele familien, inspireret af den sydkoreanske kunstner Haegue Yangs forunderlige univers.
Tag med på en familieomvisning, hvor museets omvisere guider jer gennem kunstnerens sanselige skulpturer iklædt guldblazer med raslende bjælder.
Man kan også lave sin egen skøre fantasiskulptur i Børnenes Værksted. Melder sulten sig, står SMK’s café Kafeteria klar med lune kærnemælkspandekager til både store og små kunstelskere.
SMK har særåbent 2. påskedag, og påsken på SMK er gratis for alle under 18 år.
Hvad: Statens Museum for Kunst
Hvor: Sølvgade 48-50, København K

Påskefrokost hos kendt kok
Du kender sikkert kokken Casper Sobczyk, der blandt andet laver mad i Go’ Morgen Danmark.
På kendiskokkens restaurant CAPA kan børn og deres voksne blive forkælet med en overdådig frokost i påsken, og her er ikke sparet på noget som helst.
Restauranten er klar med et splinternyt frokostkort, og børnemenuen byder på både røg og damp samt sjove børnedesserter med candyfloss.
De små kan desuden male påskeæg på restauranten, og mon ikke der sniger sig et lille påskeæg med ind på bordet?
Hvad: CAPA
Hvor: Rådhuspladsen 57, København K

Eventyrlig succesmusical i Glassalen
Påskeferien kan også tilbringes Glassalen i Tivoli i selskab med den eventyrlige musical “Into the Woods”, som har høstet lutter stjerner blandt anmeldere og publikum.
Her kan I opleve Stig Rossen, Julie Steincke, Joachim Knop, Silke Biranell, Henrik Launbjerg og mange flere i Peter Langdals anmelderroste iscenesættelse.
Det stjernebesatte cast akkompagneres af et 15 mand stort orkester, når de fortolker musicalmesteren Stephen Sondheims mesterværk.
Musicalen er en sjov og finurlig fortælling, som er egnet for hele familien, og undervejs møder vi Brdr. Grimms eventyr godt vævet ind i hinanden.
Glassalens scene er bygget ud til forestillingen, så der er garanti for en helt speciel oplevelse i Tivoli.
Hvad: “Into the Woods”
Hvor: Glassalen i Tivoli
Hvornår: Spiller frem til 23. april – også i påsken

Mød dinoer i Zoologisk Have
Dyrene i Zoologisk Have er igen i år klar til at få besøg af masser af familier i påsken.
De mindste kan se frem til at hænge ud med dinosaurer, og så kan de slå sig ned i kreaværkstedet, se dinodukketeater, komme til koncert eller danse dinodans med Tormod Tegner.
Man kan også gå på cuteness-jagt hos klappegederne, kaninerne, surikaterne, katalemurerne og zebraerne. Lige som man kan hilse på sidste års løveunger, flodhesteungen og elefantungen, som bestemt også stadig er nuttede.
Hvad: Zoologisk Have
Hvor: Roskildevej 32, Frederiksberg

Ægstra hyggeligt på Frilandsmuseet
Tager man en tur til Lyngby nord for København, kan man møde påskelam, finde farverige påskeæg og prøve ægstra sjove aktiviteter.
Her er påskestemningen nemlig helt i top, og man kan endda sige goddag til påskeharen.
Man kan både være med til lynomvisninger, æggejagt og hønseskidning – ja, du læste rigtigt. Hønseskidning er en konkurrence, hvor det gælder om at have den høne, der skider først.
Hvad: Frilandsmuseet
Hvor: Kongevejen 100, Kgs. Lyngby

Bakken åbner til påske
Verdens ældste forlystelsespark slår portene op lige, når påskeferien begynder.
På åbningsdagen 8. april er der blandt andet parade og åbningsceremoni, og “Come and see the Zirkus” står for underholdningen.
Alle forlystelserne kører selvfølgelig, og man kan igen udfordre hele familien i 5-kamp.
Hvad: Bakken
Hvor: Dyrehavevej 62, Klampenborg

Byg amok på Amager
Det er efterhånden blevet en tradition, at Lego World fylder Bella Center med klodser i vinterferien, men grundet corona-situationen blev begivenheden i år rykket et par måneder.
Hele familien kan derfor boltre sig i tusindvis af klodser på Amager fra 15. til 18. april.
Som noget nyt har Lego World i år indgået et samarbejde med DR, og det betyder at børnene kan rende ind i en række kendte figurer fra både Ramasjang og Minisjang.
Hvad: Lego World
Hvor: Bella Center
Hvornår: 15. til 18. april 2022

Papirkunst i Rundetårn
I Rundetårn kan I lade jer inspirere af H.C. Andersen, når der skal laves papirklip i påskeferien.
Der er workshop, hvor man kan folde blomster og lave blomstervæsner, og så kan man lave en hemmelig æske med en sjov collageteknik.
Og så kan I kigge jer omkring i udstillingen “Eventyrtårnet”, som tager jer med ind i den berømte danske digters eventyrlige univers.
Hvad: Rundetårn
Hvor: Købmagergade 52 A, København K

Ridetur i Dyrehaven
En af påskedagene kan ungerne tilbringe på hesteryg i Dyrehaven.
Her ligger Fortunens Ponycenter, hvor man kan låne en trækpony til små børn, og voksne samt større børn kan komme på ridetur i den smukke skov.
Hvad: Fortunens Ponycenter
Hvor: Ved Fortunen 33, Kgs. Lyngby

Helt til tops i Skovtårnet
Vil I på udflugt uden for byen, kan I tage til Gisselfeld Klosters skove og komme helt til tops i Skovtårnet.
Det imponerende tårn kan ses på lang afstand, for det stikker op over trætoppene, og udsigten er hele gåturen værd.
Læs mere og book billet her.
Hvad: Skovtårnet
Hvor: Skovtårnsvej 1, Rønnede