Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Spis i dag

Blev udråbt til Københavns bedste burger: Noma åbner nu egen burgerbar

Af Michael Qureshi
Foto: Rasmus Palsgård
Foto: Rasmus Palsgård

Kan Noma lave en snasket burger, som kan få englene til at synge?

Svaret må være et klart ja.

Da Noma brugte lidt af foråret og sommeren på at lave burger- og vinbar var anmelderne ekstatiske over burgeren, og det var gæsterne også.

Mange gik så langt som at kåre det til Københavns bedste burger, og der kender vi trods alt niveauet fra mange andre gode burgersteder i Hovedstaden.

Der var stort set dagligt lange køer til at få smagt den berømte Noma-burger – også i veggie-udgave.

Åbner om få uger

Nu bliver deres berømte burgere en permanent del af den københavnske madscene. Den 3. december åbner Noma nemlig sin egen burgerjoint, når man rykker ind i de tidligere Restaurant 108-lokaler på Christianshavn.

Burgerrestauranten får navnet POPL, og holdet på POPL er bygget op omkring garvede noma-folk både i køkkenet og på gulvet.

“Sammen vil vi viderebringe den passion og sans for detaljen, som er kendetegnende for alt hvad vi gør,” skriver Noma blandt andet om det nye burgersted. 

Ingen detaljer er for små

Det viste sig at være en kæmpe succes med sommerens udendørs burgerbar, og man solgte i gennemsnit et par tusinde om dagen.

Nu har man arbejdet videre på opskrifterne, og ingen detaljer er for små, når det gælder burgerne.

“Vores oksekød kommer fra økologiske gårde på den jyske vestkyst i den nordlige del af Vadehavet.

Her har kvægdrift gennem flere tusind år været en væsentlig del af naturplejen i områdets helt unikke økosystem. Det fritgående kvæg er afgørende for at opretholde biodiversiteten i dette landskab, bl.a. fordi dyrene holder græsset nede til gavn for det rige fugleliv.

 Vores vegetariske og veganske burgere er ikke blot en eftertanke. Vi har brugt måneder på at udvikle opskrifterne. Tilberedt quinoa går igennem en to-dages proces for at blive til patties, der er håndlavet i nomas fermenteringslab,” lyder det fra Noma-teamet. 

Smager hamrende godt

Den kendte madskribent Rasmus Palsgård, også kendt som Feinschmeckeren, anmeldte Nomas burger i maj for Gastromand og MigOgKbh.

Her skrev han blandt andet i sin konklusion;

“Fordi det er Noma, havde jeg nok forestillet mig, at der ville være en eller anden markant smag, der fik burgeren til smagsmæssigt at adskille sig fra det, man kender, men i stedet for har restauranten sat sig for at lave en cheeseburger efter de klassiske forskrifter og så til gengæld gå all-in på at sætte smagen lige i skabet, og det er de lykkedes med;

En upåklagelig burger, som bare smager hamrende godt.”

Du kan læse hele anmeldelsen her.

Foto Mathilde Mågård Hansen

Hypet bager som nabo

At Noma åbner sin helt egen burgerbar er ikke det eneste gode, der sker ude i 108s gamle lokaler.

I sidste uge åbnede den hypede bager fra Frederiksberg, Hart Bageri, nemlig deres nye brødbar i The Corner at 108s lokaler.

Den tiltrækker allerede lange køer, men vi forudser, at køen til Nomas burgerbar blot bliver endnu længere.

Den kan du læse alt om lige her.

Hvad: Noma åbner POPL burgerbar
Hvornår: Åbner 3. december
Hvor: Strandgade 108

Del artikel

Andre læser også