Så er det nu: Restaurant Alchemist har sat åbningsdato

Skrevet af: Rasmus Kramer Schou
Foto Søren Gammelmark
Foto Søren Gammelmark

Så er det nu – endelig.

De har næsten været mere forsinket end en metro, og budgettet er vist også blevet opjusteret et par gange – men nu er den god nok.

Restaurant Alchemist åbner torsdag 4. juli.

De har netop meldt ud på de sociale medier, at de efter 50.000 timers madlavning og 200 tons stål endelig er klar til at byde de første gæster indenfor i det, der nok bliver en af verdens vildeste restauranter.

Læs også: Åbner snart: Restaurant Alchemist i København bliver verdens vildeste restaurant

Kæmpe investering
Køkkenchef Rasmus Munk har med investor Lars Seier i ryggen en restaurant på trapperne, som verden aldrig før har set mage.

40 arbejdsmænd har puklet det sidste lange stykke tid ude på Refshaleøen for at nå helt i mål med den nye Alchemist – og nu er døren altså til det kulinariske Narnia eller Nirvana altså på klem.

En dør der for øvrigt – ligesom alt andet – er alt andet end normal. Den er såmænd på 2 tons, 4 meter høj og 10 m2 stor og designet af den danske kunstner Maria Rubinke.

Oplevelsesteater

Rasmus Munk har simpelthen besluttet sig for at tage en i forvejen vanvittig gourmetrestaurant og så lige pimpe den op til noget, der ligner et kærlighedsbarn mellem et eksperimentarium, et planetarium, et Tivoli og skiftende moderne kunstudstillinger smeltet sammen til et oplevelsesteater af en anden verden.

Læs også: Stime af nye steder: Kbh’s thai-konge åbner tre nye klasse-restauranter

Der er 30 kokke og 20 tjenere ansat til at modtage de 40 gæster, der er plads til hver aften.

Menuen er på 50 retter, og man smager sig i løbet af en middag igennem restaurantens fire forskellige køkkener – ja, fire køkkener med specialmaskiner, der ville gøre de fleste forskere misundelige. De har endda et chokoladekøkken herude for crying out loud.

På kulinarisk rundtur

I løbet af aftenen rykker gæsterne også igennem op til syv fantastisk forskelligt indrettede rum i det tre etager høje byggeri, blandt andet et med 22 meter til loftet, så der er plads til de 10.000 flasker vin, der også er herude.

20 af retterne bliver indtaget i hovedlokalet, som er formet noget anderledes end de fleste restaurantlokaler.

En skitse af loungen hos Alchemist

Der er endnu ikke sat priser på menuerne, men det bliver med fokus på kombucha, vandkefir og te styret af de certificerede te-sommelierer ved den kinesiske Tea Master Shana Zhang.

Kulinarisk åbenbaring

Rasmus Munk kalder sin nye køkkenstil for Holistic Cousine.

“Holistic Cuisine beskriver den tilgang til spiseoplevelsen, som vi har arbejdet med på Alchemist de sidste to år, der strækker sig længere end teknikker, madkultur og traditioner.

Holistic Cuisine er inspireret af to store åbenbaringer, som har ændret mit syn på mad og måltider totalt,” fortæller han og fortsætter.

Læs også: Vores bud på de 10 i toppen: Københavns bedste gourmetrestauranter

“Den ene fik jeg på en rejse til Japan, hvor jeg for alvor fandt ud af, hvad råvareudvælgelse betyder for det endelige resultat.

Den anden, og mest skelsættende åbenbaring, var mit møde med kunstens verden, som blæste mig helt bagover.

For mig repræsenterer Holistic Cuisine en skillevej mellem det gamle og det nye Alchemist. Nu ved vi, hvor vi er på vej hen,” siger Rasmus Munk.

Spis en LGBTQ søhest

De 50 serveringer er alle hapser-størrelse, og kommer vidt omkring i både smag, udtryk og teknik. Men som altid er der en dybere tanke med hver og én.

F.eks. får man serveret en glitter-fyldt dessert formet som en søhest, der skal gøre opmærksom på LGBTQ –  idet søheste har meget flydende køn.

Facaden på den nye Alchemist.


Sansebomber

De kan styre alt herude, fra lys over lyd til duft, temperatur og tryk. Forvent det uventede.

Alle sanser bliver med andre ord påvirket fra alle vinkler. Kunstinstallationerne skifter også, så de passer til årstidens retter. De første to er planlagt:

“Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde med de første to temaer, New York City og LGTBQ. Det bliver fantastisk og få stillet et lærred til rådighed udover den velkendte tallerken, hvor vi kan sprede vores budskaber gennem kunst og teater,“ siger Rasmus Munk.

Læs også: Toplækkert: Danmarks mindste gourmet-restaurant hitter i Nyhavn

Alchemist har også en række eksperter der støtter op omkring Rasmus Munks italesættelse af det nye køkken, Holistic Cuisine – blandt andet medstifter af Det Nye Nordiske Køkkens Manifest Jan Krag Jacobsen,kok og madskribent Trine Hahnemann, gallerist Bo Bjerregaard og gastrofysiker, professor og sushiekspert Ole G. Mouritsen.

Teatermad

At spise herude er ikke bare et måltid – det er en sanselig spiseoplevelse. Derfor har de også ansat dramaturg Louise Rahr Knudsen som Creative Manager.

“Når man arbejder med mad, teater og kunst, som vi gør på Alchemist, så er det enormt vigtigt, at det ikke kapper over og bliver et cirkus.

Der skal være en mening med alting og alting skal være gennemarbejdet og -researchet. Det skal Louise Rahr Knudsen hjælpe os med,” siger køkkenchefen.

Læs også: MigogKbh: Morten Sabroe fortæller om dengang på Cosy Bar…

“Vi leger med og stimulerer gæstens sanser med smage, lyd- og lyseffekter, dufte, teksturer og æstetik.

For eksempel kan vi finde på at fjerne én af gæsternes sanser for at skærpe andre, hvilket får dem til at opleve serveringen helt anderledes, end hvis de havde alle sanser til rådighed.

Til en anden servering leger vi måske med gæsternes visuelle opfattelse ved at bruge optiske illusioner.

50 retter lyder måske af meget og vores gæster er helt sikkert også mætte, men ikke for mætte, når de forlader os,” slutter Rasmus Munk.

Hvad: Alchemist
Hvor: Refshalevej 173c
Hvornår: Åbner torsdag 4. juli
Hvordan: Book bord her 

 

De 10 bedste prisvenlige restauranter i København

Skrevet af: Rasmus Kramer Schou
Foto: Hanzö Facebook side
Foto: Hanzö Facebook side

Hvor skal man tage hen, hvis man både gerne vil spise godt og have god value for pengene?

Her er et overblik over 10 restauranter, der fylder maven godt, men ikke tømmer pengepungen.

Hanzō

Hanzō er Madklubbens asiatiske darling. Hanzō er opkaldt efter sværdmageren Hattori Hanzō i Quentin Tarantinos filmtrilogi Kill Bill.

Ligesom sværdmageren vil de skabe noget, som er skarpt og fleksibelt på samme tid – og som kommer rundt i alle de mundsavlsdrivende lækkerier fra Østen.

Man kan fylde hele bordet med 11 retters menuen for under 400 kr. Bestil bord inde bagved køkkenet, her sidder man som i et gadekøkken.

Find Hanzö her.

Læs også: Luksusguide: Her får du den bedste brunch i København

Foto: Hanzö Facebook side

Ssam

Ssam er en urbant indrettet rå koreansk restaurant, der virkelig har styr på smagene. Her kan man virkelig komme godt rundt i det velsmagende koreanske køkken og ikke mindst alle deres sjove madtraditioner.

Hop især ombord i Ssams buns. Det er de blødeste briocheboller, som blidt omfavnet bulgogi ribeye-kød med smeltet mozarella og smager så godt, at man altid kommer til at bestille flere.

Find Ssam her.

Læs også: Vores bud på toppen: Her er de bedste mellemklasse restauranter

Foto: Ssam Facebook side

Guldkroen

Guldkroen er en ærkedansk kro, som serverer så klassiske danske retter i traditionelle rammer, man overhovedet kan forestille sig.

Nærmest en ABC i dansk kultur, og blæsende ud af højttalerne strømmer også den ene danske schlager efter den anden – og der må gerne synges med.

Det pudsige er, at kroen er ejet af tyrkiskfødte Umut og hans køkkenchef, gourmetkokken Frank Svàrd, der laver alle retter helt fra bunden og sætter en ære i det. Tænk tarteletter, stegt flæsk og regnbueis.

Find Guldkroen her.

Læs også: Landets vildeste grillbar: Hippe Umut åbnede Guldgrillen med et brag af brun sovs

Foto: Guldkroen 11 Facebook side

Jah Izakaya

For os der ikke har været i Japan, kan vi så forklare, at en såkaldt izakaya er en afslappet japansk gastropub, hvor man kommer rundt om alle sider af den stolte japanske madkultur.

Fra det bedste fine dining til late night gadekøkken – eller en japansk udgave af tapas om man vil – og man drikker gerne sake til.

Her er smukt indrettet og stemningen er ofte summende livlig – lige som det skal være.

Find Jah Izakaya her.

Læs også: Genialt koncept: Ny mejeri-butik i København laver Aperol Spritz-is

Foto: Jah Izakaya Facebook side

Frank

Restaurant Frank lige ved Kongens Nytorv serverer 8 retter for under 500 kr. Hvis man måler på kvaliteten, må det næsten være byens bedste tilbud.

Man kommer gerne omkring både caviar og foie gras på turen i de hyggelige og smagfulde lokaler og deres løgtærte er allerede blevet legendarisk.

Find Frank her.

Læs også: Overset mexi-perle: Her får du Københavns bedste tacos til prisen

Foto: Frank hjemmeside

Høst

På Høst spiser man næsten i skoven.

Den smukke restaurant har vundet internationale designpriser, blandt andet prisen som verdens bedst designede restaurant og verdens smukkeste restaurant i det amerikanske rejsemagasin Travel + Leisure.

Madstilen er gourmet light, men når regningen er betalt, undres man til stadighed over, hvordan de kan holde prisen så langt nede.

Find Høst her.

Læs også: Ugens tip: Dessertbar serverer Københavns vildeste gourmet-desserter

Foto: Høst hjemmeside

Mes

Køkkenchef Mads Rye Magnusson har tidligere arbejdet på ikoniske steder som Falsled Kro og Geranium, men besluttede, at også ‘den normale københavner’ skulle opleve smukt præsenteret velsmagende mad, så han indrettede Mes som et lille gourmettempel.

Men priserne, dem holdt han godt nede. Man kan starte med 4 snacks for en 50’er og gå videre med 5 retters menuen og slippe 350 kr. Stilen er nordisk/fransk.

Find Mes her.

Læs også: MigogKbh: Anders Hemmingsen om tidslomme på Amager og egne testikler i creme

Foto: Restaurant Mes hjemmeside

Kuma

Tag et smut til Japan på budget. Den lille restaurant Kuma på Jagtvej har besluttet sig for, at hele København skal kunne have råd til at smage traditionel japansk gademad.

Spartansk, men elegant indrettet serverer de ‘okonomiyaki’ – en slags kålpandekage/pizza. Man kan også prøve miso-suppen, Chicken Nanban eller et bredt udvalg af yakitori sticks.

Find Kuma her.

Læs også: Så skal der festes: Her er de 10 hotteste natklubber i København

District Tonkin

Hos Tonkin får man det allerbedste som Vietnam kan producere i et køkken – og det siger ikke så lidt.

Den tidligere franske koloni er nemlig et lovechild mellem klassisk fransk kogekunst og eksotiske og friske smage fra Vietnam. Der er kun én ting at sige – prøv deres Bánh Mì og dø lykkelig.

En Bánh Mì er en fransk baguette fyldt med paté, friske krydderurter, marineret kød og fantastiske saucer.

Find District Tonkin her.

Altid nyheder på MigOgKbh Facebook. Lækre billeder på vores Instagram

Foto: District Tonkin Facebook side

Fætter Fætter

Gourmettoast, ja tak. Lige meget hvordan man vender og drejer det, så er og bliver toasten altså en favorit.

Når man så har smagt Fætter Fætters udgave med kvalitetsråvarer og kreative smagskombinationer, er man hooked.

Man kan prøve en ‘Toast experience’ til under 100 kr. og aldrig har penge været givet så godt ud. Der er altid gang i fætteren, og betjeningen er både personlig og dejlig uformel.

Find Fætter Fætter her.

Læs også: Vores bud på toppen: Her er Københavns bedste gourmetrestauranter

Foto: Rasmus Kramer Schou

Masser af koncerter: Gratis musikfestival rykker ind under Bispeengbuen

Skrevet af: Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: PR, Johan Stauner Bill
Foto: PR, Johan Stauner Bill

For nylig blev det grå og triste område under Bispeengbuen indtaget af tusindvis af feststemte københavnere, da arrangementet Bas Under Buen løb at stablen for 10. gang.

Nu er der atter løjer på asfalten der, hvor Frederiksberg og København møder hinanden under den sekssporede motorvej, for det er blevet tid til Carpark Festival.

Carpark Festival er en gratis festival, som fandt sted første gang i 2014. Festivalen varer to dage og hylder artister fra den danske upcoming scene.

Læs også: Pak tæppet og roséen: Kæmpe gratis chill-out-event klar med årets line-up

Mere end 20 koncerter

Kigger du forbi området under Buen den 26. og 27. juli, kan du således opleve et væld af koncerter og masser af ny musik. Der er mere end 20 koncerter på programmet, lige som der også vil være en række forskellige kulturaktiviteter.

Lige meget om du er til hiphop, pop eller elektroniske toner, er der noget for dig at lytte til, for årets line-up består af en bred vifte af solister og bands.

Årets line-up:

  • Freja Kirk
  • Pind
  • Augustine
  • Kara Moon
  • Mavourneen
  • Vianna
  • Faber
  • BYLJA
  • Tomrum
  • Valmai
  • Schwarze Fiktion
  • Zar Paulo
  • The Chairman
  • Frida Diamant
  • Soon
  • Neon Priest
  • Jonah Wright
  • Doula DK
  • HVEM
  • Statisk

I 2018 lagde mere end 4.000 gæster vejen forbi, og med lunt sommervejr i sigte, er der igen i år lagt op til en hed sommerfest for massevis af musikinteresserede københavnere.

Området, hvor Carpark Festival foregår, ligger i gåafstand fra såvel Nørrebro Station som Fuglebakken Station, og bus 250S og 4A stopper tæt på Bispeengbuen. Der vil desuden være god plads til parkering af cykler.

Læs mere om Carpark Festival her eller følg med på Facebook.

Hvad: Carpark Festival
Hvor: Under Bispeengbuen, Frederiksberg
Hvornår: 26.-27. juli 2019
Hvor meget: Gratis adgang

Læs også: Her kan alt ske: Grøn dør gemmer på Københavns nye vilde cocktailbar

Solhilsner og hundestræk: Kom med til morgen-yoga i Botanisk Have

Skrevet af: Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Arkivfoto. Foto: Pxhere
Arkivfoto. Foto: Pxhere

Er du en af dem, der elsker at starte dagen med solhilsner, krigerstillinger og hundestræk? Og skal det helst foregå i frisk luft under åben himmel?

Så er der god grund til at stå tidligt op og sætte kurs mod Botanisk Have i København lige om lidt.

Fra 23. juli til 11. august inviterer Copenhagen Yoga til morgentræning, og her er alle velkomne.

Instruktører guider alle deltagere gennem øvelserne, og man behøver hverken at være ekspert eller have sin egen yogamåtte for at være med. Måtter kan man låne på stedet.

Læs også: Gulvet er dit: Nu er der gratis sommerdans i Fælledparken

Lige ved Nørreport

Prisen for at deltage i en yogatime er 85 kr. per person. Man kan betale med MobilePay ved ankomst, men da der er et begrænset antal pladser, er det en god ide at tilmelde sig på forhånd via appen Mindbody.

Når man ankommer til Botanisk Have, som ligger på adressen Gothersgade 128 i Indre By, skal man gå ind ad hovedindgangen og derefter følge stien til Palmehuset – så støder man på Copenhagen Yogas instruktører, som er klar til at undervise.

Yoga-timerne begynder kl. 8.50, og alle deltagere opfordres til at komme i god tid. Botanisk Have åbner kl. 8.30.

Du finder Botanisk Haves hovedindgang lige ved Nørreport Station, så det er nemt at komme til yoga med enten bus eller tog, hvis du ikke tager cyklen.

Yoga-timerne i Botanisk Have aflyses kun i tilfælde af kraftig regn.

Læs mere her.

Hvad: Morgen-yoga
Hvor: Botanisk Havve, Gothersgade 128, København K
Hvornår: 23. juli til 11. august 2019 kl. 8.50 til 9.50
Hvor meget: 85 kr.

Læs også: Perfekt get-away: Ægte herregårdsstemning, naturspa og klasse-mad tæt på København