Københavns helt nye madoase: Her er Banegaardens helt særlige spisehus

Næsten side om side med togskinner langs Enghavevej finder man byens nye madoase, Banegaarden.
Det er dog ikke noget man lægger mærke til, for her er dybt idyllisk og fyldt med rå natur og gamle trælader.
I én af dem holder Rakils Spisehus til, og her er hele menuen økologisk, bæredygtig og primært vegetarisk.
Læs også Lige åbnet: Her er Københavns nye skønne madoase

Hvem er Rakil?
Det første, som måske falder dig ind kunne meget vel være: ”Hvem i alverden er Rakil?”
Og folkene bag Rakils Spisehus kan ikke gøre dig meget klogere.
”Vi aner faktisk ikke hvem Rakil er, men han eller hun har sat sin autograf på laden.
Det kan også være, at der slet ikke står Rakil, men det er hvad vi kunne tyde det til, og så skulle restauranten da hedde det,” fortæller Kenn Husted, som er en af partnerne bag.
Banegaarden fungerer i samarbejde med Aarstiderne, så det var derfor helt naturligt, at spisehuset skulle være vegetarisk.
”Alt hvad vi laver er selvfølgelig økologisk, og så er det bæredygtigt. Så det kan godt være, at man kan få økologisk laks fra Island, men på grund af flytransporten bruger vi det ikke,” forklarer han.
”Vi er på ingen måde frelste omkring det at være vegetar – det er bare den vej det går. Man kan godt til vælge økologisk kød eller fisk, men det er sekundært, og der er mange som bare kører den rent vegetarisk.
Læs også Kan du smage forskel?: Vegansk burger-restaurant på Østerbro har fået god start

Genkendelige grøntsager
Bag kødgryderne (undskyld, grøntsagsgryderne) finder man erfarne kræfter i form af køkkenchef, Henrik Junker (tidl. Paustian) og souschef Jonas Harboe (tidl. Palægade og Restaurant Copenhague i Paris).
Og hele tanken med restauranten er, at de erfarne kokke har frit spil.
”Det skal ikke være Michelin det her. Grøntsagerne skal være genkendelige, rustikke og selvfølgelig velsmagende.
Det kunne være fedt hvis vi kunne inspirere gæsterne til selv at bruge flere grøntsager derhjemme,” forklarer Kenn Husted.
Menuen skifter hver uge, og afhænger af hvilke råvarer, de får ind.
”Har de overskud af aubergine på markedet, så bruger vi det. Vi tænker meget på madspild, og det hele bliver en leg om hvordan vi kan bruge råvarerne.
Vi laver kun én menu i køkkenet hver aften, og man kan ikke få andet. Så handler det om at man stoler på, at det vi laver er godt,” fortæller Kenn Husted.
Læs også Københavns nye hotte restaurant er vegansk – og vanvittig velsmagende

Vin ad libitum
Man skal naturligvis ikke tørste sig igennem sådan en dejlig middag, og nogle fordele må der være ved at importere sin egen vin.
Legen fra køkkenet er derfor taget videre med ud i restauranten, hvor vinmenuen er droppet til fordel for et koncept om vin ad libitum.
”Jeg er selv på gulvet for første gang i mange år, og det er skide skægt,” fortæller Kenn Husted, der bl.a. har Husted Vin fire steder i byen.
”Jeg har selvfølgelig nogle tanker om hvilke vine, der passer til menuen hver aften, men er folk mere til noget andet, så klarer vi det. Vinene skal ramme gæsterne, og det skal ikke være sådan nogle bitte små glas, man får.”
Du slipper for bare 345 kr. for syv serveringer og 295 kr. for vin ad libitum hos byens nye vegetariske spisehus – og husk lige igen at alle råvarerne både er økologiske og bæredygtige!
Hvad: Rakils Spisehus
Hvor: Otto Busses vej 45, 2450 København SV
Hvornår: Onsdag-lørdag
Bange for at misse nyt om Kbh? Meld dig til MigOgKbhs nyhedsbrev. Kommer hver fredag. Vi lover, det er godt.
Altid nyheder på MigOgKbh Facebook. Lækre billeder på vores Instagram