Trodser et svært år: Her er MigogKbh’s top 10 restaurantåbninger i 2020

2020 har været et helt specielt år – det er vi alle enige om.
Og selvom man skulle tænke, at tiden har stået stille på restaurationsscenen, så er det faktisk ikke helt tilfældet.
I løbet af året har MigogKbh nemlig skrevet om mere end 50 nye restaurantåbninger.
Til dig, som måske har sovet lidt i timen, har vi samlet en lynhurtig top 10 over årets største restaurantåbninger, som vi stærkt kan anbefale at aflægge et visit lige så snart, de åbner igen.
Et lille tip: Klik på overskrifterne, hvis du vil vide mere om de enkelte restauranter. Vi lover god læsning hele vejen igennem.

Nomas burger, POPL
Sjældent er der set længere køer, end da Noma åbnede deres midlertidige burgerbar i foråret.
Der blev simpelthen solgt burgere til den helt store guldmedalje.
Da Nomas søsterrestaurant, 108, meldte deres lukning ud i efteråret, var det uvist hvad, der skulle se med deres lokaler på Christianshavn.
Det tidligere hold fra 108 rykkede nemlig ud på Refshaleøen for at åbne deres egen pop-up, Koan, og den kan du læse alt om lige her.
I slutningen af november blev det så afsløret, at Nomas forårssucces ville blive til en permanent burgerbar i 108’s gamle lokaler, og den fik en flyvende start efter blot et par ugers åbningstid.

Hart Brødbar
Det var altså en ægte gastronomisk stjerne, der lukkede med 108, men vi har også fået gode sager retur.
I lokalerne, der før tilhørte The Corner by 108, åbnede bagersuccesen fra Gammel Kongevej nemlig deres nye brødbar i november.
Det samme gode brød og bagværk fra Frederiksberg flyttede naturligvis med, men de udvidede også med en bar, hvor du i løbet af dagen og om aftenen kan nyde lidt kaffe, te, vin og snacks.
Den nye brødbar bød også på én af Richard Hart’s egne favoritter – en række gode oste og pølser, som ligeledes kan tages med hjem.

Angelika
I maj var der også gode nyheder, da Danmarks eneste trestjernede Michelin-restaurant åbnede en helt ny, vegetarisk frokostrestaurant.
Navnet blev Angelika opkaldt efter køkkenchef, Rasmus Koefoeds, mor.
“Jeg har i mange år haft en drøm om at åbne et vegetarisk spisested. Min mor er vegetar og har, siden jeg var helt lille, lært mig, hvor nærende og velsmagende plantebaseret mad kan være.
Angelika er derfor opkaldt efter min mor og vil være en hyldest til planteriget, hvor vi vil servere sunde, velsmagende og udelukkende plantebaserede måltider,” sagde Rasmus Kofoed dengang til Feinschmeckeren.

Drivhusene ved Skuespilhuset
Her har vi altså en ”restaurantåbning”, der er så 2020, som den overhovedet kan blive.
I maj hvor vi endelig måtte begynde at opføre os som mennesker igen, flyttede der nemlig 12 drivhuse ind på havnekajen foran Skuespilhuset.
Konceptet var tyvstjålet fra Amsterdam og ”safe dining” udover det sædvanlige.
Bag gryderne fandt man tidligere køkkenchef på Kadeau-lillesøsteren, Roxie, Anika Madsen, og de små drivhuse var fyldte mere eller mindre hele sommeren.

Nabo
2020 blev også året, hvor vegetarisk mad fyldte en endnu større del af vores spisevaner.
Det eskalerede på sin vis i september, da København fik sin allerførste vegetariske smørrebrødsrestaurant.
Som vel at mærke serverer andet end ægge- og avocadomadder.
Nabo på Vesterbrogade satte niveauet for vegetarisk smørrebrød i byen – og det blev sat højt!

Restaurant Møntergade
Der er ikke noget, som ikke er godt for noget.
Efter Restaurant Palægade brændte i marts, overtog mere eller mindre hele holdet derfra det gamle røde hus på Gammel Mønt.
Det samme gode smørrebrød flyttede med, og der gik ikke længe, før de løb tør for borde.
Blot en måneds tid efter meldte de ud, at de ville overtage Restaurationens lokaler skråt overfor gaden, og nu kan man vist godt sige at byens største frokostkonger og -dronninger sidder på hele gaden.

Madklubben København / Bjørns
Nogen andre, der også havde travlt med at få åbnet restauranter i år – det var vores allesammens, Madklubben.
I juni omdannede de den første Madklubben-restaurant, Bistro De Luxe på Store Kongensgade, til en klassisk dansk restaurant med godt smørrebrød, helstegt rødspætte, snaps og hvad der nu ellers hører sig til.
I august kom turen så til Bjørns på Vesterbrogade, der hidtil havde fungeret som cocktailbar og nabo til Madklubben Vesterbro.
Det blev nemlig kædens første morgenmadsrestaurant.
Det er aldrig kedeligt hos Madklubben, og det var 2020 heller ikke.

Depanneur
Er du på sociale medier, så har de været umulige at overse.
De dér bagels på Rantzausgade.
De kommer fra Depanneur og de er både økologiske, bagt med surdej – og lige som ingen andre, du har smagt.
Et kæmpe hit lige siden de slog dørene op, og den ”lille dep” har vist til fulde nået deres mål, om at blive Nørrebros nye hangout.

Restaurant Carl Nielsen
Du kender ham muligvis ikke af navn, men du kender helt sikkert flere af hans sange.
Carl Nielsen er nemlig manden bag bl.a. ”Solen er så rød, mor” og ”Jeg ved en lærkerede”, og i starten af august åbnede der en ny smørrebrødsrestaurant i hans ære på Toldbodgade.
Hans gamle bolig, faktisk.
Nu byder lokalerne i stedet indenfor til en knivskarp frokost, der fik alle vores anbefalinger med på vejen.

Fasangården
Du ved det sikkert allerede, men København bugner jo virkelig af gamle, historiske bygninger og i maj fik én af dem nyt liv.
Der overtog Meyers nemlig nøglerne til Fasangården i Frederiksberg Have fra 1828 i sin nuværende form (oprindeligt 1682) med køkkenchef, Anika Madsen, i spidsen.
I oktober var de så efter en gennemgående renovering. klar til at åbne dørene til et historisk spisested udover det sædvanlige.
MigogKbh støtter som altid op om, at bevare de mange, smukke bygninger, som gør København til den fantastiske by, det nu er – hvis vi selv skal sige det.
Bange for at misse nyt om Kbh? Meld dig til MigOgKbhs nyhedsbrev. Kommer hver fredag. Vi lover, det er godt.
Altid nyheder på MigOgKbh Facebook. Lækre billeder på vores Instagram